Af Martin Wolsgaard
Ikke helt overraskende viste Black Swan sig at være et af årets (2010s) helt store filmiske og cineastiske oplevelser. Derudover har den også en af de helt store skuespilpræstationer, nemlig fra den evigt yndige og underskønne Natalie Portman. Hun har netop vundet en Golden Globe for sin portrættering af svanedronningen Nina, og hun bliver utvivlsomt Oscarnomineret. Hvis ikke, æder jeg min egen sko!
Black Swan lægger hårdt ud, og rammer et umiddelbart spændingselement, der kun vokser som historien skrider frem. I første del af filmen begynder ballerinaen Nina (Portman) sin rejse ved at få tildelt rollen som svanedronningen i New York City Ballet’s opførelse af ”Svanesøen”. Hendes yndefulde og uskyldige ydre gør hende perfekt til rollen som den hvide svane, hvorimod ballettens instruktør (Vincent Cassel) har sin tvivl omkring Ninas evner til at portrættere den onde og sorte tvillingesvane, der skal udstråle drift og vildskab. Nina tvinges således til at udforske mørke sider af sig selv, og mørkets onde lurer i sandhed i krogene.
Black Swan er skåret fra samme stykke som instruktøren Darren Aronofsky’s film The Wrestler fra 2008, dog med et diametralt modsat fokus. Interessant nok spekulerede Aronofsky i, før nogle af filmene blev realiseret, at lave en film om et kærlighedsforhold mellem en professionel bryder og en ballerina. Et sted i idé fasen fandt han imidlertid på at dele projektet i to, og tak Gud for det. Black Swan er nemlig intet mindre en et mesterværk.
På samme måde som dens forgænger undersøger Black Swan en ekstremt fysisk krævende og meget oversete sportsgren eller udtryksform om man vil. Og selv om de er forskellige som dag og nat, har Aronofsky med sine to seneste film vist, at de gør sig ualmindelig godt på det store lærred. The Wrestler er dog alt i alt en mere ”sikker” film, idet dens emotionelle rejse fortælles lineært gennem plot og dialog. Herimod er Black Swan noget mere eksperimenterende, idet Aronofsky leger en slags ”genre-Frankenstein”, og tager etablerede temaer og overfører dem til en genre, der på overfladen virker mindst passende – nemlig horrorgenren.
Men på trods af horroragtige clues, der ikke er til at tage fejl af, vil undertegnede tøve med at kalde Black Swan en direkte horror film. Den passer bedre ind i den psykologiske thriller-kasse, men som Aronofsky viser gennem gennemgående tvetydig manipulation af spejlbilleder i filmen, er det altså i sidste ende ikke en film, der på noget tidspunkt kaster et klart spejlbillede. For mig er det netop denne dikotomi og tvetydighed, der gør filmen så eminent fascinerende og effektfuld.