Den rødhårede, russiske snigmorder Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) har fået sin egen film i MCU-universet, og nu deler hun bank ud til højre og venstre sammen med sin adoptivfamilie.

I en lille by i det naturskønne Ohio leger nabobørn med hinanden. Det idylliske ’All American Neighborhood’ omfavner dig og indbyder til nostalgi. Vi befinder os i 1995, hvor Natasha ’Black Widow’ Romanoff kun er en ung pige.

Det er tid til aftensmad, og ildfluer – eller skovstjerner som mor Melina (Rachel Weisz) kalder dem – lyser aftenen op. Da far Aleksei (David Harbour) kommer hjem fra arbejde, står det klart, at ikke alt er, som glansbilledet afspejler. Inden for en time skal de flygte, og pludselig må de finde skjulte pistoler og geværer frem.

For selvfølgelig er den lille kernefamilie ikke uskyldige amerikanere, men russiske spioner. De er udstationeret til USA med en mission, udstedt af en hemmelig russisk organisation, Red Room, der oplærer børn til at blive professionelle snigmordere. 

Familien bliver revet fra hinanden på russisk jord, så Natasha og lillesøster Yelena må skilles.

Enogtyve år senere bliver Natasha Romanoff senere kontaktet af en voksenYelena (Florence Pugh). De finder ud af, at den russiske organisation tvangsindlægger unge piger til et liv i lydighed.

Den eneste måde at nedkæmpe Red Room, er ved at opsøge sin falske familie. Og så starter eventyret. 

Ikke en sequal. Ikke en prequal. En midqual!

‘Black Widow’ er en pudsig film, som i grunden ikke er nødvendig i MCU. Den finder sted lige mellem ‘Captain America: Civil War’ og ‘Avengers: Infinity War’ og forklarer Black Widows baggrund fremfor at tilvejebringe ny viden. 

Men filmen yder Natasha Romanoff en form for retfærdighed for alle de gange, hun er gået igen i universet, men aldrig har fået nok taletid. Black Widow bliver nu en fuldendt karakter i stedet for en sej flue på væggen. 

Dertil er der en virkelig god dynamik mellem karaktererne, som finder sammen om deres fælles traume som spillebrikker for Red Room. Hele castet er perfekt tildelt deres roller, men især David Habour spiller perfekt som en form for russisk Captain America.

Smæk for skillingen

Det er efterhånden de samme forventninger, jeg har til en ‘Mission Impossible’-efterfølger som til en Marvelfilm: Heltepositioner, enkelte komiske interaktioner (for at bryde med alvoren) og en semi-vag baggrundshistorie, hvor man kan fælde en enkelt tåre i ren empati. Men det er også derfor,  at jeg igen og igen vil se dem. Jeg ved præcis, hvad jeg får serveret, og jeg kan sgu meget godt lide det.

“Black Widow” sparker røv og man får virkelig udfyldt sit behov for actionsekvenser. Det er efterhånden lidt svært at følge med i MCUs uendelige franchise, og jeg har selv stået af og på. Man skal ikke nødvendigvis være en kæmpe fan for at kunne følge med, men det er en fordel, hvis man vil forstå, hvor vi befinder os, og hvad der kommer efter.

Og så skal man jo huske at blive i biografen, indtil rulleteksterne er rullet forbi – så har jeg ikke sagt for meget.