Sjov, stilfuld og selvmodsigende.

I 1970’erne blev Ron Stallworth den første sorte politibetjent i byen Colorado Springs. Som undercoverbetjent valgte han at infiltrerer den lokale Ku Klux Klan-afdeling. Over telefonen blev han hurtigt venner med klanens præsident, David Duke. Den fysiske kontakt til klanen foretoges af en hvid politikollega. Sammen forpurrede de klanens aktiviteter i månedsvis, afslørede klanmedlemmer højt på strå det amerikanske forsvar og fik til sidst den lokale afdeling lukket.

En fantastisk historie, der nu har fået nyt liv med denne filmatisering, instrueret af den altid provokerende, afroamerikanske instruktør Spike Lee. En mand der ikke er bleg for at behandle amerikansk racisme. Men modsat tidligere film som for eksempel ’Malcom X’ og ’Bamboozled’, ender ’BlacKkKlansman’ med at være en overraskende selvmodsigende affære.

Washington junior
Ron Stallworth spilles af John David Washington, søn af Denzel Washington. Ulasteligt klædt og med en vidunderlig afro oser Ron, og resten af filmen, af groovy 1970’er charme. Inspirationen er tydeligvis periodens ’black exploitation’-film. Film med overvejende sorte skuespiller på rollelisten, henvendt til et sort publikum, med soul og funk som underlægningsmusik (eksempelvis ’Shaft’ fra 1971). Denne genre bliver endda grundlag for diskussion imellem to af filmens karakterer, hvor plakaterne til de omtalte film klippes ind, efterhånden som de nævnes i debatten.

Det er et finurligt greb, men typisk Spike Lee at lege med genren. At denne produktion teknisk set er en biografisk film, forhindrer ham ikke i at benytte virkemidler fra magisk realisme og montagesekvenser, der ellers sjældent optræder i virkelighedsnære fortællinger. Det betød, at jeg aldrig kedede mig undervejs, da der konstant blev budt på overraskende stilistisk greb. Lydsiden bestående af lækker funk og soul blev dog hurtigt trættende, da den samme sang nærmest blev spillet hele tiden.

Ku Klux Kraftidiot
Ron og hans kollega Flip, ulasteligt spillet af Adam Driver, udgør filmens omdrejningspunkt. Deres gradvise infiltration af KKK er medrivende stof, især på grund af humoren involveret. KKK-medlemmerne portrætteres som idiotiske rednecks af den værste skuffe. De ytrer ting som ’America first’ og diskuterer, hvordan USA kan tilbageerobre sin storhed (make America great again!). Det er tydelige Trump-referencer, og det er svært ikke at grine af.

Men er det virkeligt så sjovt? Ron forelsker sig i Patrice (Laura Harrier), en sort kvinde og politisk aktivist. Han møder hende på sin første opgave, hvor han skal infiltrere og overvåge hendes organisation. Hvor Ron oprigtigt tror på, at han kan ændre systemet indefra som politibetjent, mener Patrice ikke, at man kan bekæmpe institutionaliseret racisme på systemets egne præmisser. Det er en interessant diskussion, der faktisk er mere spændende end plottet i sig selv, men som plottet ikke overlader plads til.

Tværtimod. To gange reddes Patrice af politiet, og politistyrken portrætteres som havende blot én racistisk betjent i sin rækker. Et betjent hele styrken troligt dedikerer sig til at afsløre og bortvise. Filmen lader da til komplet at afvise Patrices ligestillingskamp og bekræfte Rons, i stedet for at undersøge begge til bunds.

Da der pludseligt klippes til virkelige optagelser fra nazi-optoget i Charlottesville blev jeg oprigtig talt forvirret. Da ser man David Duke dedikere sin tillid til Trump, det afskyelige, nazistiske terrorattentant, der dræber én og sårer 19 moddemonstranter, og bagefter Trump nægte at tage afstand til den radikale højrefløj. Da spørger man sig selv: havde Patrice så egentlig ikke ret i sin radikale, systemkritiske politiske aktivisme?

Nutidige arvtagere fra borgerrettighedsbevægelsen såsom ’Black Lives Matter’ identificerer i øvrigt også systematisk politivold- og mord på sorte, som af de største udfordringer i kampen mod racisme. Med den vished efterlod ’BlacKkKlansman’ mig med en dårlig smag i munden, uagtet hvor underholdende den så end havde været undervejs.

Foto: United International Pitures