Godfather II har fået kamp til stregen om titlen som verdens bedste 2’er.

Denis Villeneuve har hermed skabt et hovedværk, der for alvor cementerer, at han er og bliver en af vor tids største instruktører. Filmen er en værdig arvtager til Scotts oprindelige mesterværk.

Los Angeles, 2049
30 år er gået siden vi forlod Deckard, Harrison Fords uforglemmelige hovedrolle fra den oprindelige ’Blade Runner’. Den dystopiske fremtidsvision af 2019, som Ridley Scott udfoldede på lærredet i det herrens år 1982, er om muligt blevet endnu mere dyster. Jordens hårdt prøvede økosystem er omsider kollapset, havene er steget, temperaturen er faldende og den tunge smog, der indhyller planeten, er gulere og giftigere end nogensinde før.

Vor protagonist K (Ryan Gosling) er vanen tro selv en blade runner – en detektiv der opsporer og pensionerer (dræber) løsslupne replikanter: genetisk producerede androider, der ligner mennesker på en prik. Oprørske eksemplarer der anfægter deres status som menneskehedens undværlige slaver, jages stadig som gale hunde.

På en rutineopgave kommer K på sporet af en velbevaret hemmelighed, der kan vende op og ned på samfundet. Opdagelsen er starten på en fascinerende, smuk og ubehagelig rejse, der byder på gamle kendinge og eksistentielle spørgsmål. Der er tale om et af den slags plot, der kun bliver bedre, jo mindre publikum i forvejen ved. Derfor spares du, kære læser, også for yderligere plotresumé.

Arven fra 82
’Blade Runner’s 1920’er-inspirerede æstetik fylder mindre i den nye film. Hvor den gamle fremtidsdystopi blev portrætteret med mere romantiske briller, tilsat Vangelis’ legendarisk drømmende toner, så er denne version af fremtiden endnu mere deprimerende, endnu mere rå. Væk er refleksionerne i regnvåde gader og gamle fotografier på væggene, smoggen er tungere og farvepaletten mere afdæmpet. Jordens og menneskehedens forrådnelse har nået nye højder.

Soundtracket af Benjamin Wallfisch og Hans Zimmer indeholder klarer referencer til Vangelis’ oprindelige værk, men denne gang er der tale om mere industrielle og faretruende toner, der pulserer intenst igennem den 2 timer og 43 minutter lange spilletid, som dog føles hurtigere.

Audiovisuel perfektion
Ligesom sin forgænger er her tale om en langsom, dialog-dreven oplevelse. Når de ekstra 43 minutter ikke trækker tænder ud, er det fordi filmen rent visuelt er så forførende smuk og imponerende, at dets lige ikke er set i mange år. Hver scene rummer en uhørt detaljegrad og oser af stemning. Langsomt men sikkert kryber filmuniverset ind under huden, og man føler ægte utryghed, væmmelse og foragt overfor det vulgærkapitalistiske helvede på jord, Los Angeles anno 2049 udgør.

Den første film er et ubestridt mesterværk, der trods sin alder stadig holder 100%. Selvfølgelig kan den ny inkarnation af Blade Runner-universet ikke nå samme status. Inkarnerede fans vil nok mene, at en 2’er aldrig burde være produceret, mens andre vil påpege, at den nye film lider under et mere kompliceret plot, som afhænger af ekspositionstung dialog – en klar forskel fra den oprindeliges simplicitet og lyriske, dobbelttydige dialog.

Den svære 2’er
Men man bliver nødt til at dømme filmen som det, den er: en efterfølger. Som enhver anden efterfølger vil den ikke kunne opnå samme status som forgængeren. Det behøver den heller ikke, og det har filmholdet ikke forsøgt på. ’Blade Runner 2049’ er sin egen fortælling, der er tematisk forbundet med forgængeren, men er sin egen størrelse; en udvidelse af universet som udforsker andre aspekter af det, med sit eget narrativ.

Man kan ikke andet end at overgive sig totalt overfor Villeneuves mesterlige instruktion og visuelle geni. Kombineret med det solide sound design og prydet med eminente præstationer fra samtlige medvirkende (især Gosling og Ford) må topkaraktererne afgives. Skal du se en film i IMAX i år, skal det være denne.