På nogle punkter er Blade Runner faktisk lidt en tynd kop te. På andre er den som en poetisk cybereksplosion. Læs, om du vil, mit fragmenterede første møde med Ridley Scotts gamle kultklassiker.

Jeg var faktisk en smule nervøs for dette, mit første møde med sci-fi-mastodonten Blade Runner. Filmen er, som kun få andre, omkranset af en sitrende aura af mystik. Uforståelig, tynd og langsom var blandt de tillægsord, der karakteriserede dens oprindelige modtagelse tilbage i 1982. Sidenhen har den dog, i takt med revisioner og genudgivelser, kravlet sig op på imponerende 91% på Rotten Tomatoes og bliver nu anset for et neo-noir mesterværk uden lige.

Men er det så virkelig det? tænkte jeg. Gennemskuede den kendte anmelder Roger Ebert i virkeligheden filmen, da han i sin tid kaldte den for flot, men en smule tynd? Og er det så op til mig modigt at stille mig frem og endnu en gang påpege kejserens manglende klæder? Svaret er lige så modsætningsfyldt og forvirrende som filmen selv.

Replikanterne kommer
Historien er på den ene side tynd og ufortalt, på den anden ret kompleks. Det kommer an på, hvordan man ser på det.

I en dystopisk (og efterhånden ganske nær) fremtid har Tyrell-koncernen brugt de bioteknologiske muligheder til at udvikle de såkaldte replikanter: en art optimerede menneskelignende slaver og forsøgskaniner. Da seks (vistnok?) af disse gør oprør, sættes tidligere blade runner (aka. politimand) Rick Deckard til at destruere dem. Man ser ham kun dræbe nogle af dem, og det går for det meste temmelig nemt derudad, indtil han til sidst står ansigt til ansigt med deres leder, Roy Batty, der er filmens mest interessante figur.

Filmen undlader at fortælle særligt meget om, hvorfor Tyrell egentlig har skabt så menneskelignende replikanter og giver i det hele taget meget sparsom information om sit persongalleri – i hvert fald umiddelbart.

Ridley Scott er vist ude på at antyde, at Deckard selv skulle være replikant. Dette bliver tydeligt, da den særligt menneskelige replikantmodel Rachael, som Deckard af en eller anden grund er lidt lun på, spørger, om han selv har taget ”Voight-Kampff”-testen; en test, der er designet til at afsløre, om man er skulle tilhøre en af de skurkagtige menneskeefterlignere. Antydningen spiller fint i tråd med filmens generelle dystopiske tema om menneskelig forfald og ikke mindst syndefald. Det er derfor filosofisk interessant og alt det der, men fordi jeg ikke følte, jeg hverken kendte eller forstod Deckard (eller nogen af de andre for den sags skyld), tog jeg mig selv i at være en smule ligeglad.

Men det er jo også dystopisk cyberpunk det her, så sortsynet ligegyldighed er vel hele præmissen.

Rendyrket cybertrance
Historien frustrerer hist og her. Men det er vel også meningen (eller hvad?), og det er nok bare mig, der er for dum til at begribe det hele eller har misset noget. Eller også er det ligegyldigt, for det er egentlig ikke historien, der bærer Blade Runner. Det fascinerende ligger i fortællingens revner og i cyberpunkuniversets gennemgående stemning.

De syrede firsertoner og det neonoplyste chinatown-univers med flyvende biler, kvadratisk symmetri og alskens forfald skaber en ualmindelig drømmende atmosfære, der er lige så dunkel, som den er indlemmende. Havde det ikke været for de tydelige historiske pejlemærker (atari-skilte) ville jeg næsten ikke kunne begribe, at filmen oprindeligt er af prædigital herkomst.

Ofte glemte jeg helt at prøve at følge med, bare for at lade mig henføre af, hvad der måske bedst kan karakteriseres som en art cyberpoetisk trancetilstand. Dette hændte særligt i mødet med filmens poetiske talent, ”monsteret” Batty, der brillerer hele vejen igennem og særlig i sin endelige ikoniske ”tears in rain”-monolog.

Overgivelse
Jeg kan godt lidt forstå, hvad Roger Ebert mente, da han i sin anmeldelse af final cut-versionen spurgte: hvis Scott havde lavet den perfekte film, hvorfor skulle den så redigeres så mange gange? Ikke desto mindre er jeg lige så fascineret af visionen, som den nu afdøde anmelder og mange andre synes at være.

Derfor overgiver jeg mig i sidste ende til den trancemanende stemning og den sitrende fornemmelse af, at den kun vil vokse ved nærmere bekendtskab.