Langsom men flot. Den biografiske fortælling om den selvdestruktive og ukendte countrysanger Blaze Foley er godt skruet sammen. Akkompagneret af vuggende countrymusik belyser den Foley fra flere leder og kanter.
Hvem er Blaze Foley? For mange kan navnet lyde ukendt, og det er lige netop pointen med filmen ifølge instruktøren bag. Ethan Hawke har udtalt, at han ønskede at lave en musikfilm ”about a guy who didn’t make it”. Et spændende og alternativt projekt, der kan gå to veje: Dødkedeligt eller forfriskende anderledes. Heldigvis hælder jeg mest til det sidstnævnte.
Siger meget om lidt
Foley (Ben Dickey) var en countrysanger fra Texas, født i ind i en musikalsk familie. Filmen følger ham fra hans første møde med sin muse og kæreste Sybil (Alia Shawkat), hans forsøg på at slå igennem i musikbranchen, til hans tidlige død i 1989. Han blev blot 40 år gammel.
Et radiointerview med musiker Townes Van Zandt (Charlie Sexton), en tæt ven af countrysangeren, sætter rammen for fortællingen. Igennem flashbacks til et liveshow med Foley og forholdet til Sybil præsenterer filmen mange indgangsvinkler til manden. Vi ser ham som fordrukken slagsbror, kærlig partner og som en gudsbenådet musiker igennem Townes Van Zandts rosende ord. Den ukendte musiker træder derved frem i lyset som en flerdimensionel karakter. På den måde lykkedes filmen meget fint med sit projekt: At fortælle meget om ganske ”lidt” – en uopdaget countrymusiker.
Hippiefantasi
Blandt filmens første billeder er et skud ind mod en veranda. I en gyngende bevægelse zoomer kameraet ind på verandaen. Langsomt vugger billedet til den skønne lyd af Foleys musik. På internettet findes en video af den virkelige Foley, der spiller nummeret ’Clay Pigeons’ netop foran en veranda. Mon ikke instruktør Ethan Hawke er blevet inspireret af denne? Både virkelighedstro og drømmende virker sekvensen.
En stor del af filmen omhandler Foleys og Sybils forhold. Vi ser dem sammen slå sig ned i en vens efterladte hus i skoven. Derfra starter hippietilværelsen med at bo fuldstændig uforstyrret ude i skoven – en tilværelse, man som byboer ikke kan lade være med at blive fascineret af. Han brygger på sin musik, mens de lever livet i det fri, tager bad udendørs i et kar og diskuterer, hvordan og hvornår de tager skidtet tilbage til den virkelige verden. Men som Sybil så klogt siger; ”hvad hvis dette er den virkelige verden?”.
En hel særlig slowmotion-sekvens til kæresteparrets bryllup gjorde stort indtryk på mig. Filmens æstetik og lydside gør det til en fornøjelse at lære Blaze Foley at kende. Der skal dog tålmodighed til, for filmen bevæger sig til tider langsomt frem og har ikke mange dramatiske højdepunkter. Scenerne i skoven fungerer som et skønt fatamorgana af bedre tider. Kunne Foley og Sybil ikke bare være blevet i skoven?
