Hvilken nationalitet har ondskab på film i disse dage? Det provokerende, svar kunne være: dansk. I sidste uge så vi Ulrik Thomsen som familiefaren Skaarsen, der hjemme spiller skak med sønnen, samtidig med at han på  jobbet er involveret i flere lysky handelstransaktioner med våben og andet djævelskab. I denne uge får ondskaben i danske gevandter føjet endnu en nuance til paletten med portrætteringen af Blekingegadebanden.Banden der fik sit navn efter gaden på Amager, hvorfra den radikale venstrefløjsgruppe planlagde deres røverier op i gennem 80´erne på en række banker og posthuse. Dette kulminerede i det nok så kendte røveri imod Købmagergades postkontor i 1988, der trakisk endte med et stadig uopklaret drab på en 22 årrig politibetjent.

Der kommer han gående. ”Stemmen” fra Peter Øvig Knudsens bøger om venstrefløjsaktivisterne der blev bankrøvere for at støtte den Palæstinensiske befrielsesbevægelse PFLP økonomisk. Stemmen hedder i virkeligheden Bo Weymann og er bror til Jan der var en af de 4, som blev anholdt og dømt for flere grove røverier begået på posthuse og banker op igennem 80´erne . Weyman der i dag har et job i en IT-virksomhed blev også dømt til en straf på 7 år. Med de smarte briller og en stor familiebil opfylder Bo Weymann ingenlunde de forestillinger de fleste har om en terrorist. For første gang står han offentligt frem med sin historie og versionen om, hvordan et politisk engagement på den politiske venstrefløj i 60´erne og 70´erne endte med planer om kidnapning, aflytning af politiske modstandere mennesker og så voldelige røverier.

Det er dette mysterium som instruktør Anders Riis-Hansen med dokumentaren Blekingegadebanden undersøger. Hvordan en ”helt” normal dansker bliver en radikal revolutionær og i sidste ende begår kriminelle handlinger? Mysteriet starter i KAK – Kommunistisk Arbejder Kreds under den akademisk uddannede Gustav Appel, der med sin egen fortolkning af den kommunistiske revolution får samlet en skare af proselytter heriblandt Bo Weyman. Undervejs ser vi klip med bl.a. to tidligere medlemmer af gruppen der ved kontakt med PFLP får våbenoplæring, træning i nærkamp og planlægning af flykapringer. Gennem flittig brug af dramatiseringer af hændelserne i og omkring gruppen, der krydres med arkivklip fra TV og private fotos skaber filmen et flot visuelt flow til Weymans fortælling, der langsomt men sikkert åbenbarer den skræmmende sandhed at ondskab blot er et spørgsmål om tillæring.
Filmens store styrke og svaghed er Bo Weymanns personlige historie, hvor vi lige fra start følger opvæksten i et politisk hjem til hans anholdelse efter længere tids overvågning fra PET´s side. Styrken består tildels i at Weymann er veltalende og afklaret i sit moralske opgør med sin fortid. At Riis Hansen endvidere har vinklet stoffet til at koncentrere sig om mennesket bag terroren formår at stille et vigtigt spørgsmålstegn ved de stereotyper der præger forestillingerne om terrorismens væsen dengang i 70´erne såvel som i dag.

Svagheden ved at holde fokuset på den menneskelige historie, er at mange af  de komplekse lag Peter Øvigs bog er fuld af skæres væk og dermed reducerer terroisme til udelukkende at være et moralsk dilemma.

Hermed skærer man mange af de bagvedliggende samfundsstrukturelle årsagsforklaringer væk. Derfor nævner filmen heller ikke med et eneste ord noget om den omfattende mangel på samarbejde mellem det regulære politi og PET i efterforsking af bandens røverier. Grundene hertil er stadig ikke afdækket, men fortaber sig i et formørket spind af international efterretningsvirksomhed.

Blekingegadebanden er en vigtig dokumentar og tilføjelse til Peter Øvig Knudsens bøger fordi den bibringer med en af bandemedlemmernes personlige oplevelser af forløbet, samtidig med at det tidligere hemmeligholdte materiale konfiskeret fra den famøse dæklejlighed også offentliggøres. Tænk bare at der  har været panserværnsraketter og platisksprængstof i en lille sidegade på Amager!?