’Blind’ er visuelt bjergtagende fra første til sidste. Filmens første to minutter emmer Terrence Malick eufori, med skønne naturbilleder og trætoppes brusen. Billederne ledsages af høje reallyde, der gestalter naturen, og som titlen antyder, udtrykker de en blind kvindes hørelse.

Virkelighed eller fantasi… eller fantasiens virkelighed?
Ingrid (Ellen Dorrit Petersen) har mistet synet, og igennem hende portrætterer den norske instruktør, Eskil Vogt, hvordan kroppens kontakt til verden skal genskabes på ny, alt imens fantasien lever på højeste blus.

Ingrid prøver at genskabe virkeligheden i sit hoved ud fra sin erindring, men erkender opgavens umulighed. Det væsentlige er ikke, hvordan virkeligheden ser ud, men hvordan hun skaber sin egen virkelighed gennem fantasifulde visualiseringer. Sammen med sin mand, Morten (Henrik Rafaelsen), bor hun i en lejlighed i Oslo. Lejligheden er ramme for hendes fysiske liv, men hendes fantasifulde tankestrømme bevæger sig hele Oslo rundt. Det gør de i form af de historier, som Ingrid skriver i sin hverdag, og som publikum er det en underholdende udfordring at skelne mellem virkelighed og fantasi. Det er det også for Ingrid selv, og hendes historier præges gradvist mere af den paranoia og skinsyge, hun føler, ved at være fanget i sin egen krop.

Ingrids liv er ensomt, og det eneste der bringer hende glæde, er hendes historier, der pudsigt nok centrerer sig om to ensomme mennesker, Elin (Vera Vitali) og Einar (Marius Kolbenstvedt). Først er historierne blot en smule sørgelige, men langsomt begynder Ingrids leg med hendes to hovedpersoner at blive ond og skadefro. Det sker i takt med, at virkelighed og fantasi flyder sammen, og hun blander sit eget liv ind i historierne. Mod filmens slutning er der ingen tvivl om, at de to personer der fylder hendes historier, er skabt i hendes eget billede, og afspejler et had til sin egen tilstand.

Vogt leger med os
’Blind’ leger med cinematografien og seerenes konventionelle opfattelse af den. Hvad vi ser, er ikke nødvendigvis, som det er. Filmen skaber et metaaspekt i det, at ’cinema’ fungerer, ved en masse billeder der konstant flyver forbi øjnene– som at være blind; hvor sindets billeder er lige så flyvske som tanker. ’Blind’ indgyder også et vist ubehag, da man ’er med på en kigger’, når blinde Ingrid bevæger sig sårbart rundt stadig uvant med sit handicap. Til gengæld tænder voyeurismen Ingrid, der stadig ønsker at blive begæret, og i håbet om at nogen betragter hende, stiller sig nøgen til skue.

Vogt er ikke bange for at mixe genrer, og ’Blind’s kompleksitet er netop et produkt af hans frustration over filmverdenens konstante behov for at definere film fra deres pure begyndelse. Vogt ønskede at skabe en film, der var uforudsigelig og som brød konventionerne. Han satsede højt og med ’Blind’ har han skabt en sjælden elegant balance mellem humor, alvor og poesi, der flyder sammen i dette intelligente virvar af visualiserede tankestrømme.

Vogts fremragende talent som manuskriptforfatter er ligeså underholdende som berusende, og ikke overraskende ironisk tenderende til det tragikomiske, som vi kender det fra den nordiske melankoli i Joachim Triers ’Reprise’ og ’Oslo, 31. August’, hvor Vogt fungerede som manuskriptforfatter . I ’Blind’ har han selv overtaget instruktørstolen, og hans debutspillefilm er intet mindre end fremragende, og bestemt ikke set før. Den får min, indtil videre, største anbefaling i 2014.