Instruktørdebutant Jianjie Lin formidler et interessant familiedrama om en ny virkelighed efter afskaffelsen af etbarnspolitikken i Kina.

Det lader til at flere kloge hoveder herhjemme i Danmark har set et talent i den nybagte kinesiske instruktør Jianjie Lin allerede inden hans instruktørdebut. Hans første spillefilm ’Blod og Vand’ er i hvert fald ikke kun kinesisk finansieret, men derimod også støttet med midler fra Qatar, Frankrig og netop Danmark.

Lin retfærdiggør langt hen ad vejen opbakningen, med stilsikkerhed i både sin fortællertilgang og sit filmsprog, i fortællingen om et forældrepar fra den kinesiske højere middelklasse der gradvist lukker deres søns enigmatiske skolekammerat ind i deres lille familie.

Det drejer sig om teenageren Tu Wei (Muran Lin), der får dårlig samvittighed, efter han skader sin skolekammerat, enspænderen Yan Shuo (Xilun Sun), og inviterer ham med hjem en dag efter skole. Her udvikler Tu Weis forældre (spillet af Ke-Yu Guo og Feng Zu) hurtig et ømt punkt for den unge gæst, hvis eget hjem er et helvedeshul styret af hans far, en alkoholisk og voldelig enkemand.

Historien er fortalt på meget behersket og begavet vis. Lidt ironisk tager den underspillede tilgang dog en anelse overhånd i længden.

Underspillet på godt og ondt

Yan Shuo bliver en tilbagevendende gæst, og løbende et så etableret ansigt i hjemmet, at han præger familiedynamikken i højere og højere grad. Hans flotte skolekarakterer står i kontrast til Tu Weis mere ydmyge resultater, hans finkulturelle interesser som Bachs klassiske musik stemmer overens med Tu Weis’ fars, og hans traumer fra tabet af sin mor bliver grundstenen for et særligt bånd til Tu Weis’ mor.

Historien er underspillet og kompakt med fokus på sine fire hovedkarakterer. Inden for de tæt afgrænsede rammer fyldes fortællingen med interessante tematikker, leveret meget subtekstuelt. Her vendes den sorg, omsorg, ensomhed og det forventningspres, der karakteriserer familiedynamikken formet af etbarnspolitikken, (der forbød familier at få mere end et barn grundet overpopulation,) som først blev afskaffet i 2015. 

Forventningspresset, der ligger på Tu Weis skuldre gennem forholdet mellem ham selv og sine forældre, der veksler mellem kærlighed og skuffelse, udforskes glimrende. Yan Shou kommer ind og lapper nogle huller i forældrenes hjerter, som etbarnspolitikken har forårsaget, men det er ikke uden skepsis fra Tu Wei. Den søskendeagtige relation, som de to drenge gradvist udvikler, minder mere om en underliggende magtkamp end et kammeratskab.

I sin insisteren på det underspillede finder filmen dog aldrig frem til den ømhed, der skal til for at løfte værket fra det interessante til det decideret bevægende. Skuespillet er holdt nede på jorden så intet overdramatiseres, hvilket er fint, men skuespillerne formår kun delvist at inkorporere sårbarhed i præstationerne. Selvom fortællingen elegant sætter karakterers relationer på spil, og deres identitet i krise, så er der ikke nok at føle og mærke på.

Mere end godkendt debut

At skuespillet bliver en tand for monotont i en fortælling, der vil spille på stærke ambivalente følelser, er ikke optimalt og røver filmen fra den patosappel, der ville løfte værket til en af årets stærkere. Hvad angår historiefortælling og filmsprog, er der dog helt klart nok kød på opbygningen og præsentationen til, at svaghederne ikke forhindrer filmen i at være et kompetent stykke filmkunst.

Lin er ikke bange for at fortælle sin historie i et langsomt tempo, men han forstår også, at den her kompakte og langsomme fortælling ikke skal vare mere end 100 minutter. 

Undervejs krydrer han elegant historien med abstrakte elementer, der efterlader dele op til fortolkning. Det klæder filmen, og giver udtryk for en respekt for sit publikum såvel som en interesse i på meningsfuld vis at udfordre tilskueren til at konceptualisere, hvad der udspiller sig på lærredet.

Og hvad der udspiller sig på lærredet med henblik på billede og lyd, er da også elegant. Meget af den underliggende intensitet i spændingerne mellem karaktererne opstår gennem kameraføringen og lyssætningen, der effektivt dikterer stemningen. Her veksles der mellem de brede indstillinger og de dybe, det stillestående og det bevægende, de elegante overgange og de mere kontrastfyldte billeder. 

Stemningen lives yderligere op af et atypisk soundtrack, der disponerer klassisk musik, grime-hiphop og instrumental techno i rette doser på de rette tidspunkter.

Det er ærgerligt, at Lin og hans filmhold ikke finder ind til den emotionelle kerne, der på mange måder ville fuldføre værket. På den anden side er ’Blod og vand’ en film spækket med effektiv opbygning og levende filmsprog i mange facetter. Det løfter, hvad der kunne have været et småkedeligt kammerspil til et stykke kompetent filmkunst, som Lin kan være stolt af at kalde sin debut som spillefilmsinstruktør.