Der er ikke mange overraskelser at finde i den nye danske dokumentar, Blodets bånd. Den bekræfter blot vores fordomme om den lystige sut, der altid sidder nede på kroen og ikke forstår, hvorfor konen vil flytte, og kommunen kommer med anklager.  Men selvom man ganske vist kunne savne at lære noget nyt om det samfund, vi lever i, ender man med at blive fortrolig med en type mennesker, man formentlig ellers aldrig villet lære at kende. Og det er en grim historie. Men ganske god som film.

Vi kender alle Svend, uanset om vi er fra Hadsund, Nykøbing Mors eller København. Vi har alle set ham være vittig og kærlig på kroen, ved købmanden eller bare i forbifarten på fortovet. Han stråler af livsglæde, men han lugter af spiritus, og konen har altid mistænkelige mærker på sin hud. Blodets bånd giver os en chance for at tage en lang tur hjem til ham og hans familie.

Vi kan se, at Svend ikke er noget skidt menneske som sådan. Navnlig fordi han selv ser det samme. Han kan, ligesom sin familie, ikke huske, om han har gjort noget galt – altså, rigtig galt. Ja, han kommer fuld hjem hver og hver anden aften, og ja, han kan lide at tage opmærksomheden fra sin datter på hendes fødselsdag. Og ja, han har avlet lidt for mange børn – 16 af slagsen, hvor de første otte er såkaldte “sigøjnerbørn” fra hans tid i tivoli, og de resterende stammer fra to forskellige ægteskaber. Men ingen kan huske, om der er sket noget rigtig slemt. Endnu mere suspekt er det, at ingen af dem vil udelukke, at der er undertrykte minder om vold og mishandling.

Med klarhed om de tider, familien ikke husker, som mål begynder filmen en ransagelse af Svends liv, alt imens han venter på kommunale papirer, der kan beskrive, hvad der fandt sted igennem de alkoholiske år. Vi følger børnene fra hans seneste ægteskab – eller tre af dem, for den sidste er forsvundet sporløst. De har alle været fremme og tilbage imellem plejefamilier efter anklager fra lærere og pædagoger – to typer af mennesker, som Svend hader mere end noget andet. Og det gør det ikke lettere, at hans yngste datter beslutter sig for at blive pædagog.

Filmens to forcer er, dels at den tager sig tid til at introducere hele familien, og at de er villige til at udstille sig selv i så høj grad, som de gør. Og dels kan man ikke lade være med at sidde og lave sit eget detektivarbejde om, hvad der har fundet sted bag de fire vægge i den yderste udkant af Danmark. Afsløringerne kommer gradvist, men når den ene datter nævner i forbifarten under et følsomt øjeblik med sin far: “Der var ikke noget galt i det. Du troede jo bare, at jeg var mor”, så kan man ikke lade være med selv at digte med.

Blodets bånd er medrivende for sin historie og spændingen i den subtile mystik bag en families slørede hukommelse. Men længere når den ikke. Den flytter og bevæger ikke synderligt, og den vover sig ikke ud i at sætte sin historie i en rigtig kontekst. Dermed ikke sagt, at man når at kede sig eller lade sig skuffe i løbet af den lille film. Den er blot, hvad den er: En lille film.