Blodsbånd

Blodsbånd er en historie som fører os ind i kulturelle forskelle mellem den østlige og vestlige verden.

Mirush bor i Kosovo sammen med sin bror Armend og deres mor. Faderen forlod familien da Mirush var helt lille. Mirush har det svært og kommer tit i problemer, som Armend må rede ham ud af. En tragisk hændelse i familien fører Mirush til Oslo, hvor faderen driver en restaurant og har et helt nyt liv med en norsk kæreste – han vil ikke kendes ved Mirush og hans bror. Men Mirush er fast besluttet på, at ville finde sin far, så med penge på lommen og et gammelt billede af familien, opsøger han sin far i restauranten. Faderen genkender ikke Mirush og behandler ham rigtig dårligt, men drengen giver ikke op og får til sidst arbejde i restauranten, uden at afsløre sin identitet. Men det er ikke et let sted for Mirush at være og den første tid i Oslo lever han en kummerlig tilværelse. I løbet af filmen bliver Mirush tvunget til at tage svære valg, som for store konsekvenser for både ham og hans far.

Blodsbånd foregår dels i Kosovo og dels i Oslo. Scenerne i Kosovo er filmet, så man får fornemmelsen af, at det er tider med få penge, men også et sted, hvor man tager sig af hinanden. I kontrast hertil fremstår storbyen Oslo som et sted, hvor det er ensomt og hårdt at være indvandrer og hvor kun den stærkeste overlever.

Filmens har mange temaer og handler både om søgen efter identitet, forholdet mellem far og søn, magt og jagten på sandhed og er på den måde en klassisk historie. Slutningen er dog overraskende, men skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Filmen fremstår realistisk og lidt dogme præget med meget brug af naturligt lys, som eneste lyskilde, hvilket understreger filmens dystre historie. Den unge og ukendte Nazif Muarremi leverer en stor præstation i rollen som Mirush og formår, at frembringe de dybeste følelser i en traumatiseret dreng. Den norske instruktør Marius Holst debuterer med Blodsbånd og skildrer på bedste vis, hvor svært det er, at være ny i et fremmed land. Det kan være spændende at se hvad han byder på næste gang.

Blodsbånd er en rørende og dybt medrivende film, men også brutal film som balancerer mellem elementer af glæde og dyb krise. Den overfuser ikke tilskueren med volds scener fra starten, men man føler sig taget i hånden og draget med, før man mærker brutaliteten. Humor og løssluppenhed er til tider også en del af filmen, hvilket giver et tiltrængt pusterum for de mange hårde episoder. Det er forfriskende, at opleve ukendte skuespillere i rollerne, hvilket stort set altid giver en film et mere realistisk præg, hvor man lettere identificere sig med personerne. Blodsbånd er uden tvivl anbefalelsesværdig og giver på mange måder stof til eftertanke.