Det er som om Toronto siden torsdag, har været en delt by mellem folk med røde nøglesnore om halsen og dem uden. Dem uden nøglesnor må stå i kø i hvad der ligner timer, når man løber fra biograf til biograf for at nå den næste film. Sådan er følelsen i hvert fald, når man bevæger sig i kvarteret omkring TIFF Bell Lightbox, der er omdrejningspunktet for de 11 dages Toronto International Film Festival (TIFF). Med sine over 300 film og mere end 150 premierer er der lagt op til enhver filmelskers våde drøm og er man lidt af en sucker for kendisser så er man dobbelt dækket ind, for ikke nok med at almindelige dødelige mennesker kan stille sig op ved det røde tæppe og være heldig at skyde et billede af deres yndlingsstjerner, så er der en sådan overflod af stjernedrys, at en gademusikant måtte dele med hele caféen, at hun lige havde fået $10 af Jared Leto. Ved de fleste proppede afspærringer er det svært at gå forbi uden at blive grebet af stemingen og forsøge selv at stjæle et glimt af, hvem det nu end er, der i det fjerne stiger ud af en de sorte biler, der gennemsyrer kørebanerne.

På filmfronten sker der også noget og der er masser at snakke om. Startede ud med en god bunke temmelig deprimerende film om mennesker i trange kår både mentalt og materielt, den slags film hvor man forlader biografen med nedadvendt mundvig og måske en tåre på kinden. Som den britiske The Selfish Giant, om to venner fra den absolutte bund af samfundet, der forsøger at få tiden til at gå med alt for voksne gøremål da de bliver smidt ud af skolen.

Eller norske I Am Yours der tegner et flot og stærkt portræt af Mina, en norsk pakistaner, der forsøger at navigere i to verdener og som resultet føler sig udenfor dem begge. En hovedperson som man skiftevis elsker og hader af et godt hjerte, men som man i sidste ende bare har lyst til at kramme og fortælle at hun skal lære at elske sig selv.

Nogen af de bedste amerikanske film jeg har sat tænderne i indtil videre, har været Enough Said James Gandolfinis næstsidste film og Jason Reitmans nyeste, Labor Day. Enough Said er en komedie om at finde kærligheden efter at den første er smuttet og er blevet gift igen. Julia Louis-Dreyfus spiller hovedrollen som Eva, der uventet bliver tiltrukket af Gandolfinis figur og hendes genvordigheder med at finde frem til hvad der egentlig er vigtig for hende. Det er en Hollywoodfilm, men den undgår for det meste at falde i de mest åbenlyse klichefælder, og ender med at være en ganske morsom og ægte film.

Med Labor Day viser instruktøren bag Juno, Up In The Air og Thank You for Smoking, Jason Reitman en ny mere seriøs side af sit talent, og bliver mere seriøs og mindre luftig, men det bliver han bestemt ikke dårligere af. Han viser hvor benhårdt han går efter det han vil have, når han vælger at vente et år med at skyde filmen fordi han ikke kan se andre end Kate Winslet i hovedrollen. Et velbegrundet valg og hun leverer varen til UG som den skrøbelige Adele, der er har svært ved at komme udenfor en dø. Filmen er fortalt gennem hendes søn Henry og foregår stort set over en weekend, hvor en undsluppen straffefange tager dem til fange i deres hjem, og de tre udvikler mod al fornuft et stærkt bånd.