Afrikanere der søger vejen til Europa, en ung dirtbike-rider i Baltimore og fire timer på Berkeley. Weekenden på CPH:DOX har budt på lidt af hvert.

Lørdagen på festivalen startede i den mere skuffende ende. Der var planlagt at opføre et Chinatown på Halmtorvet, med dertilhørende block party mellem klokken 17 og 19, men grundet vejret var det desværre aflyst. Arrangementet var rykket over på restauranten Fook Lam Moon på Istedgade, hvor jeg skeptisk drog hen. Klokken 18 skete der sådan set heller ikke så meget andet på restauranten, end at folk sad ved forskellige borde og spiste, som man jo normalt gør på en restaurant. Udover det blev der solgt forskellige kinesiske sager bl. a. farverige sutsko, men det var ikke lige en topprioritet for mig at anskaffe.

Derfra gik turen videre til Empire Bio, hvor Under den samme himmel af Ditte Haarløv Johnsen havde premiere klokken 20. Filmen, der på engelsk bærer titlen Days of Hope, omhandler en række mænd og kvinder, der enten prøver at nå til Europa, eller prøver at skabe et liv der. Man får et indblik, i de udfordringer de står overfor både ift. at få asyl i Europa, men også ift. at tackle de urealistiske forventninger deres familier i hjemlandet har til dem. Ditte Haarløv Johnsens film er nomineret til NORDIC:DOX-prisen, og hører under hovedkategorien Drama!. Denne kategori har det selverklærede formål at beskæftige sig med gode historier og stærke karakterer. Stærke karakterer var der også at finde i Under den samme himmel, men det var i sidste ende en halvkedelig oplevelse, da der var for mange karakterer, til at man virkelig fik lov til at skabe en forbindelse til én af dem. Der var også en del scener, der virkede gentagende, og der derfor bidrog til en tomgang visse steder. Visningen fulgtes, i anledning af premieren, op af en Q & A med instruktør Ditte Haarløv Johnsen, der, for seks år siden, blev færdiguddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje. Før Q & A blev de tilstedeværende holdmedlemmer inviteret op på scenen for at blive hyldet. Instruktøren fremstod generelt sympatisk, og virkede til at have en god fornemmelse for at skabe en stærk forbindelse til de mennesker hun portrætterer. Men det fremstod dog aldrig helt tydeligt, hvorfor hun havde valgt at følge så mange mennesker.

Klokken 22.30 blev der, også i Empire Bio, vist 12 O’Clock boys af debutanten Lotfy Nathan. Denne, på sin måde, ret skæve og charmerende film skildrer drengen Pug, der bor i Baltimore, Maryland, og som drømmer om at blive en del af det legendariske dirtbikecrew 12 O’Clock Boys. Navnet på crew’et er grundet den vertikale position, deres dirtbikes har, når de kører på dem. Fans af den mesterlige HBO-serie The Wire vil nok nikke genkendende til den sprogbrug, der figurerer i filmen. Specielt de første 5-10 minutter vakte min begejstring dels på grund af hovedpersonen Pug, men også på grund af de overdrevent æstetiske slow-motion billeder af 12 O’Clock boys crew’et. Generelt var den lille kække energibombe Pug klart filmens stærkeste punkt, men også bl. a. hans mor Coco styrkede de scener, hun medvirkede i. Efter den lovende start viste det sig dog hurtigt, at filmen ikke rigtig selv vidste, hvad den handlede om, og det medførte, at den til tider skød i øst og vest, og gentog sig selv alt for meget. Det tilføjede dog lidt til filmoplevelsen, da der efterfølgende var Q & A med instruktøren. Et af spørgsmålene lød på om Lotfy Nathan stadig havde kontakt til filmens hovedperson Pug. Hertil svarede Nathan, at han fulgte Pug på Instagram, og at sidstnævnte havde fået en kæreste, og nu generelt var mere interesseret i piger end dirtbikes. En fin lille reminder om at historierne der indkapsles i filmene på CPH:DOX og dokumentarer helt generelt, stadig er i bevægelse.

Søndagen bød på én enkelt filmoplevelse, men en bastant én af slagsen. I Cinematekets Bio Asta blev der klokken 12 vist At Berkeley af den 83-årige dokumentar-veteran Frederick Wiseman. Her er en instruktør der, efter sigende, er en af de helt store hovedreferencer indenfor fluen-på-væggen-dokumentarer. Derfor er det måske meget passende, at dokumentaren er med i en serie på CPH:DOX, der har titlen AUTEURS – store filmskabere foran og bag kameraet. Jeg kunne da heller ikke undgå at blive imponeret over hans seneste film, der viste forskellige scener fra livet på det berømte amerikanske universitet Berkeley. Det var specielt interessant at få et indblik i nogle af de samtaler, som der foregik både administrativt og i undervisningssammenhæng. Rytmen i filmen var også lagt på en stærk måde, der gjorde, at det ikke var helt umuligt at overleve de fire timer, som filmen varede. Dog kan man ikke komme udenom, at det ikke er decideret let at sidde fire timer i streg og se en film. Jeg må også indrømme at jeg, grundet filmens længde, havde forventet at den rundede af på en lidt stærkere måde, der gav indtryk af at opsummere én stor fortælling. Men det syntes jeg ikke rigtig den gjorde, og derfor føltes filmen ikke bundsolid på trods af dens mange forcer.

Som CPH:DOX skrider frem, bliver festivalen ved med at bidrage til en udvidelse af ens horisont. Selvom filmvisningerne i weekenden ikke har haft samme styrke som dem fra dag 1, så har der stadig været interessante ting at hente her og der. Næste blogindlæg vil bl. a. beskæftige sig med to film fra hovedkonkurrencen DOX:AWARD. Læs med næste gang for at finde ud af hvilke.