Til lyden af mineretter, højlydte gadesælgere og en evig summen fra menneskemængden lykkes det mig at finde frem til Atlas Sinemasi på hovedgaden Istiklal, hvor min første tyrkiske pressevisning finder sted. Efter at have boet i Istanbul i mere end 2 måneder har jeg erfaret, at punktlighed ikke er den største dyd i denne fjerne ende af Europa, og derfor kommer det heller ikke som den største overraskelse, at jeg utjekket må vende snuden hjemad efter at have ventet 45 min. på en forsinket pressevisning, der ender i en aflysning.

Græsk samfundsallegori

Kampen tages dog hurtigt op, og jeg får på festivalens 2. dag taget min (tyrkiske) pressevisningsmødom til et græsk tragediedrama – som man egentlig virkelig ikke har lyst til at lave mødomsreferencer til. Filmen Miss Violence (featurebillede) viser sig nemlig at være en noget ubehagelig oplevelse. På sin 11-års fødselsdag begår den unge Angeliki selvmord ved at springe ud af vinduet med et smil på læben. Vi følger i filmen hendes familie, der prøver at forstå og glemme hendes død, men får hurtigt fornemmelsen af, at der er noget uldent ved den ellers så ordentlige flok.

Filmen gennemfører en stil, der holder tilskueren fast i lange øjeblikke med de hemmelighedsfulde hovedpersoner. I velkomponerede billeder iagttager man familien i deres selviscenesatte dukkehjem, og kun langsomt lukker kameraets øje os ind i flere og flere afskærmede kroge af huset. Filmen er gjort med stor finesse, hvilket bl.a. velfortjent har indhentet instruktøren Alexandros Avranas prisen som ’Best director’ på Venedig Film Festival 2013. For mig ender filmen med at gå lidt for langt i sin explicitet og efterlader et ubehag, der er svært at vende til en positiv eftersmag.

Med til screeningen er instruktøren af filmen, som lystigt besvarer publikums spørgsmål efter de har været en tur i oversættelsesmøllen. Instruktøren giver følgende svar til et spørgsmål om Grækenlands samfundssituation i forhold til græsk film:  “There are labels of Greek cinema and labels by critics. New movements in film are present in every part of the world, not just here. I don’t really care what they say. I just told a story by focusing on family to explain the society I am in. Greece has sunk, we can’t get up, and the enemy isn’t visible.”

Franske fornøjelser

Til enhver visning i Atlas Sinemasis største sal står 3 mand høj klar til at ekspedere dig sikkert hen til den rette plads. Det er vist, hvad man kan kalde service. Stik dén, underbemandede danske arbejdspladser. Efter endnu engang at være velplaceret i det røde sæde er jeg nu intetanende klar til 3 franske komedier i rap.

Attila Marcel er en finurlig og halvmorsom fortælling om en ung mand, der har mistet talen efter sine forældres tragiske død og nu lever en triviel hverdag med to pacende tanter og et piano. Efter et møde med underboens asparges-te får Paul fundet frydefulde minder om sine forældre frem fra gemmerne og seancer hos Madam Proust bliver en ugentlig event. Filmen får salen til at grine højlydt flere gange, som når tanterne fordømmer de allestedsnærværende kinesere, der udgør de værste konkurrenter i musik-konkurrencerne. Men derudover er historien en tynd kop kaffe med middelmådigt skuespil.

Og fra kineser-jokes til den romantiske komedie Chinese Puzzle, som er befolket med et par Hollywood-bekendtskaber og da også foregår i New York. Den franske forfatter Xavier (Romain Duris) må følge efter sin eks-kone (Kelly Reilly) og deres børn til storbyen, hvor han prøver at få en ny tilværelse op at stå. En morsom og velskrevet komedie er hvad jeg konkluderer på baggrund af kun have forstået 25 % af det sagte. De engelske undertekster ser nemlig aldrig dagens lys under forestillingen og fanget i en tætpakket sal, må jeg overvære næsten to timer med tyrkisk undertekstning af fransk. Well… Og alligevel klarede filmen at være ganske underholdende. Der blev da tid til at nærstudere kropssprog. Så det er helt sikkert en ommer, der kan byde på gode overraskelser.

En tidlig formiddag ser jeg den autobiografiske komedie Me, myself and mum, som er en af filmene i den internationale konkurrence om The Golden Tulip. Filmen er en adaption af en teaterstykke, som også danner rammen om fortællingen om en ung mand (Guillaume Gallienne), der er betaget af kvinder. Han er faktisk så betaget, at han igennem hele sit liv har forsøgt at imitere dem. Hans familie har derfor besluttet, at han er homoseksuel og den rolle fastholdes han i alt som han selv forsøger at finde svar. Endnu engang en film med søde, morsomme stunder og fransk charme. Men som med Attila Marcel, formår den aldrig at rigtig at blive interessant.

 

Drama med dykkersyge

Med et par trivielle (men underholdende) oplevelser i baghånden ser jeg i stor stil frem til en aften i nordisk selskab. Men selv som halvblodsnordmand kunne jeg ikke komme op og støde over norske Pioneer af Erik Skjoldbjærg. Filmen vises også på PIX og griber som Kon-Tiki (2012) tilbage i den norske historie, som inspiration til et dykkereventyr i form af en konspirations-thriller. Historien har et kæmpe potentiale. De enorme oliereserver, som i dag danner baggrund for Norges velstand, opdages i 1970’erne i Nordsøen og nationale interesser spindes sammen med historien om de dykkere, der satte livet på spil for sagen.

Spændende – ja tak. Og derfor er det kun mere frustrerende, at filmen aldrig får sat krogen i tilskueren. En dyb og dramatisk cello-musik a la Jaws soundtrack sætter fra start en stemning, der fører os tilbage til 70’erne. Og hvis ikke denne musik var blevet brugt til hudløshed i 90 % af den resterende tid, havde det måske nået at have sin effekt. Filmens generelle problem består i, at den ikke kan dvæle i NOGEN øjeblikke. Man når aldrig at føle noget før den insisterende wannabe-detektiv af en hovedperson er videre til den næste person, han skal kræve et svar fra. Klipningen bliver for hurtig og handlingerne for udtalte og uelegante. Heldigvis reddes filmen af nogle vilde scener under vand, hvor enhver dykker-entusiast vil få en trang til eventyr.

 

En blandet landhandel var hvad det blev til i dette blogindlæg. Lyt til Filmmagasinet i aften kl. 22-24 på www.universitetsradioen.dk, hvor du bl.a. kan få et nørdet indblik i filmindustrien i Tyrkiet og et par ekstra festival-anekdoter.

 

Güle güle… eller bare vi ses!