Elleve dage med film fra morgen til aften er nu slut, og det er tid til at gøre regnskabet op for Toronto Internationale Film Festival 2013. Hvad vil fremtiden bringe os rent filmmæssigt, og hvem kommer vi til at høre meget mere om den kommende tid og hvem er allerede nu Oscarkandidater?

For mit vedkommende blev det til 28 1/2 film og en udsøgt påmindelse om at det er for tidligt at erklære mediet for dødt i forhold til den opblomstring, der har været i excellente TV-serier de senere år. Det kan stadig lade sig gøre at fortælle en historie og skabe alliancer med publikum på under 2 timer, og det er for mig kendetegnende for de bedste film jeg har set på TIFF. 

Mest charmerende: The F Word

Filmet i festivalens hjemby Toronto, og med et ton af overskud, charme og humor. I bund og grund en romantisk komedie, der undgår at falde i klicheerne. Daniel Radcliffe i en af tre roller på festivalen, her som vor helt, der har mistet troen på kærligheden, men som alligevel falder pladask for Zoe Kazans karakter, der allerede har en kæreste gennem 5 år. De har en helt utrolig kemi, der er gennemgående for hele castet der også byder på Girls‘ Adam Driver, det blev endnu tydeligere på pressemødet, hvor det mest af alt føltes som at sidde i selskab med sine bedste venner end en håndfuld stjernefrø. Filmen fik de største og mest dybtfølte latterbrøl fra det ellers hårde pressekorps, og var hånden på hjertet, den sjoveste film jeg så på TIFF.

Blew My Mind: Gravity

For første gang giver 3D virkelig mening, det er ikke bare en gimmick, men en effekt, der giver så meget ekstra til oplevelsen, og ja, til tider er det som om man er i Rummet sammen med Sandra Bullock og George Clooney. De to er på mission i Rummet, da en satellitstorm overrumpler dem, og gør det af med deres rumskib og resten af deres crew. I en tætpakket halvanden time sidder man på kanten af biografsædet og følger de tos kamp for overlevelse i komplet vægtløshed, og det er i høj grad Sandra Bullocks fortjeneste, at mand ikke keder sig et eneste øjeblik. Hun gør det så godt at den canadiske astronaut Chris Hadfield efter premieren sagde, at hvis han skulle ud i rummet igen, ville han af sted med Sandra.

Bedste eksperiment:The Dissapearance of Eleanor Rigby: Him and Her

En historie, to perspektiver og to film i en. Der er aldrig kun en sandhed og Ned Benson udforsker det i sin historie om to mennesker, der har delt et liv, men som har forskellig opfattelse af, hvad der egentlig skete. De to film fortæller stort set den sammen historie, men fordi det er fra forskellige vinkler bliver det aldrig kedeligt. Jeg så filmen med hendes del først, mens andre så dem den anden vej rundt. For mig gav det mening, for begge dele svarer på spørgsmål som den anden del stiller. Skuespilpræstationerne er fremragende, og er med til at holde opmærksomheden fanget fra start til slut. Det er helt klar Jessica Chastain og James McAvoys film, men de er godt hjulpet på vej at Isabelle Huppert som Eleanors mor der altid med et glas vin i hånden er klar med et råd, og William Hurt som hendes far der, selvom han er psykolog, ikke aner hvad han skal sige til sin ulykkelige datter. Selvom det er en seriøs historie lægger den sig ikke som et tungt tæppe over en, men bider sig alligevel fast i hjertet, og jeg har grebet mig selv i at vende tilbage til filmen flere gange siden.

Mest underlige: The Double

Britiske film var godt repræsenteret på TIFF med hele 23 film. Det er et stykke tid siden at det er gået så godt for oversøiske nabo, og Stephen Frears Philomena med Judi Dench som en kvinde på jagt efter den søn hun blev tvunget til at bortadoptere for over 20 år siden, var den film som TIFF publikummet næstbedst kunne lide. The Double er en sci-fi version af Dostovjevskys Dobbeltgængeren og i en mørk og dystopisk fremtids/fortidsverden lever Jesse Eisenbergs Simon James en skyggetilværelse, ude af stand til at sætte sig igennem overfor sin arbejdsgiver eller at fortælle kvinden han er forelsket i at hun er skøn. En dag dukker James op, Simons dobbeltgænger, med al den gennemslagskraft som Simon savner. En dyster og til tider ganske morsom film, hvor underligheden dog får overtaget, og gør det svært at lade sig helt rive med af det ellers gennemførte univers.

Bedste overraskelse: Metalhead

Islandsk saga om sorg, druk, kristendom og heavy metal. Som 12 årig mister Hera sin storebror i et høstningsuheld. Hun vokser op og som voksen kvinde er hverken hun eller hendes forældre helt kommet over tabet, hun driver rastløs rundt i det lille samfund, kører spritkørsel i en stjålen traktor, drikker sig fra sans og samling i hjemmebrændt sprut, brænder kirken ned og spiller elektrisk guitar på sin brors grav. Hun forsøger at komme videre, men sidder fast i sin sorg og sin rolle. Det er Ragnar Bragason, der også har instrueret Forældre og Børn, der står bag.

Største fremtidige Oscarsluger:12 Years a Slave

TIFF har tradition for at være profetisk når det gælder de kommende Oscarnomineringer og vindere. De uddeler ikke som sådan prestigefulde priser, men The Blackberry Peoples Choice Awards, eller hvem det nu er der er prisens hovedsponsor det pågældende år, har en del pletskud bag sig, blandt andet Slumdog Millionaire, Kongens store tale og Silver Linnings Playbook. I år var det Steve McQueens nyeste udforskning af menneskehedens skyggesider i 12 Years a Slave som vandt publikums hjerter og den er blevet omtalt som en meget vigtig film med store skuespilpræstationer af især Michael Fassbinder som sadistisk plantageejer og Chiwetel Ejiofor i hovedrollen som den frihedsberøvede Solomon Northup.

Jeg kunne fortsætte denne liste med Mest ubehagelige: Moebius, koreansk kastrations mareridt med hudløs stenmasturbation af Kim Ki-Duk. Glæder mig til at gense: Can a Song Save Your Life, en slags efterfølger til Once med større budget og større stjerner, og mindst lige så meget varme. Men som alt godt må også min liste slutte på et tidspunkt.

Toronto er nu sig selv igen, ikke flere røde nøglesnore med et TIFF plastikkort for enden, og de sorte biler med tonede ruder kører igen med forretningsmænd. Det er videre til den næste store begivenhed, og på tide at vende næsen hjem, til en mørkere tid, der hvis TIFF profetierne holder stik, byder på kortere film med mere indhold, fingers crossed.