Søndag d. 8 september

Det er ganske simpelt ikke bevidst. Men visningerne undertegnet har været til ind til nu ved årets Buster Filmfestival har metaforisk set taget en tur sydpå igennem centraleuropas lande. Fra den tyske autobahn ned igennem de franske bjergveje er vi i dag nået til italiens æstetisk smukke gader og stræder. Endda i prominent selskab.

Dagens film er nemlig instrueret af ingen ringere end Bernado Bertolucci. Manden der opfandt spaghettiwestern – or so they say. Der står titler som Den Sidste Kejser og Once Upon A Time In The West på CV’et hos dagens hovedeperson.

Men der er hverken nogen Ennio Morricone eller tibetanske regenter i dagens film. Tværtimod drejer handlingen sig om et umage søskendepar og en kælder fuld af gammelt ragelse. Bertolucci har i sin Io e Te med sin engelske titel Me and You, sat livet som teenager på spidsen.

Vi følger den gevaldigt introverte Lorenzo i hans forsøg på at slippe for omverdenens indvirkning. Det er nemlig ferie og Lorenzo skulle have været på ski med skolen, men beslutter sig for at gemme sig i familiens kælder, godt provianteret med slik, bøger og musik. Det går strygende indtil Lorenzos bastard af en storesøster vælger at indlogere sig i kælderen for at gennemgå en kold tyrker som følge af et årelangt heroinmisbrug.

Man kunne foranledes til at beskylde Bertolucci for at have trængt sig selv op i en fortænkt krog. En film med én kulisse og to skuespillere er ikke meget at gøre godt med. Men ærligt talt. Det er manden der lavede Once Upon A Time In The West. På intet tidspunkt falder der et gran kedsomhed over det ellers moderat overtænkte plot.

Det skyldes mere eller mindre selvfølgeligt den kameraføring der kendetegner Bertolucci; et vivar af indstillinger der på fortryllende vis aldrig bliver anstrengede at forholde sig til. Men det skyldes også de to hovederolleindehavere. I særdeleshed den kvindelige halvdel, der med bravour og nerve gennemgår et par frygtelige døgn i volden på bagsiden af sit eget overforbrug, men samtidig formår at fremstille sig selv i sin forvirrede ungdom, med sparsom men dyrtkøbt livserfaring.

Det er, trods festivalens målgruppe, ikke en film for børn. Det er ‘no nonsense’ på den mavepustende facon. Men det er en film der om nogen stiller skarpt på noget meget virkelighedsnært og samtidig meget grumt. På en uforsødet og latent formanende måde der beviser Bertoluccis værd som ærefrygtindgydende filmskaber.

Godt valgt, Buster!

Mandag d. 9 september

Buster Filmfestival er også spækket med foredrag og workshops, som det nu engang er kotume på festivaler. Så mandag formiddag blev notatblokken og kuglepennen ikke fundet frem foran det hvide lærred, men i stedet i selskab med farvet ler, livlig fantasi og den israelske animator, Rony Oren.

Rony der i hjem- og udland er kendt for serien Grabbit the Rabbit. En animationsserie i stilen efter Wallace and Gromit der begge er gjort efter stopmotion-kunstens regler. Et regelsæt der på dagens workshop skulle introduceres for en række skolelære, så de senere kunne videregive dem til deres elever.

Første regel havde formen som sit grundlag. Oren mener at al animation med ler tager udgangspunkt i tre former: kugle, cylinder og cirkel. Hver gang ideen til en ny figur kommer til ham, er det med udgangspunkt i de tre figurer. Derved mener Oren at alle komplicerede og svære figurer han selv konstruere, i deres grundsubstans er lavet fra noget helt simpelt.

En anden regel består i at leeret i sig selv ikke har nogen kvalitet af hukommelse. Det er derfor vigtigt i animation altid at have kontrollen over i hvilken vej figuren skal bevæge sig, i alle kroppens facetter. Det kan derfor være ekstremt svært at gøre bevægelserne virkelighedsnære når animationen finder sted.

Og med det i baghovedet gik eftermiddagen med animation og leg til den store guldmedalje.