Selvom CPH:DOX er ved at lakke mod dets sidste dage, er der stadig masser at tage sig til. Onsdag og torsdag på festivalen er bl. a. gået med at deltage i et meget fiskerelateret event, og se to af de mere eksperimenterende dokumentarfilm på festivalens program.

Så lykkedes det! Onsdag klokken 16.30 var jeg mødt op på Teater Grob for at deltage i mit første event på festivalen. Titlen på eventet var Film, debat og fiskesnacks, og lagde ud med at vise filmen The Last Catch af Markus Schmidt. Filmens tema er overfiskeri, og følger på den ene side en gruppe fiskere fra den franske kystby Sète og på den anden side miljøaktivisten Robert Mielgo, der kæmper mod overfiskeri og ulovligt fiskeri. Selvom emnet sådan set er relevant og spændende, så var filmen ikke specielt medrivende, da den ikke gav sig tid til at skabe en følelsesmæssig forbindelse til nogen af personerne. Det bliver altid kedeligt, når man ser en dokumentar, der i sidste ende kunne have været ligeså spændende eller mere spændende at læse som en avisartikel, og det var den følelse jeg sad tilbage med efter at have set The Last Catch. Instruktør Markus Schmidt var efter filmen kort oppe på scenen for at sige et par ord, der var en forlængelse af filmens morale og politiske budskab omkring overfiskeri.

Derefter kom det, jeg ville mene, var det mest interessante ved eventet nemlig den såkaldte fiskesnack. Til alle blandt publikum blev der serveret en lille portion krabbesalat lavet af kongekrabbe fra Norge. Herefter blev en debat startet oppe på scenen. Debatten var mellem biolog Anders Kofoed, programleder i WWF Verdensnaturfonden Christoph Mathiesen, afdelingschef hos COOP Danmark Thomas Roland og certificeringsansvarlig hos Danmarks Fiskeriforening Jonathan Broch Jacobsen. Til at moderere debatten var Lars Dahlager fra Politiken. Debatten var spændende, og specielt Anders Kofoed var et energisk indslag. De fire herrer diskuterede frem og tilbage ift. de forskellige interesser, der hersker, når det gælder fiskeri, og de snakkede også om hvorvidt initiativerne, der er for at støtte bæredygtigt fiskeri, får nok opmærksomhed og støtte. Det initiativ, de nævnte igen og igen, er mærkningen MSC, der er en garanti for, at et fiskeprodukt er bæredygtigt.

Klokken 21.30 blev der, i Cinematekets Bio Benjamin, vist Suitcase of Love and Shame af Jane Gillooly. Filmens omdrejningspunkt er en række båndoptagelser af et utro par fra USA i 60’erne. Gennem de 70 minutter som filmen varer, får man som tilskuer et helt intimt indblik, eller medhør om man vil, i Tom og Jeanies forhold. Optagelserne er yderst følsomme, autentiske og rummer også langt hen af vejen stærkt erotiske bekendelser. I denne dokumentar er det som bekendt lydsiden, der former historien, og lydklippene er efter min mening klippet sammen på en måde, der udviser den ypperste sans for at fortælle en historie. Billederne er også passende diskrete, så at vi ikke, som tilskuere, bliver proppet med for mange følelser. Suitcase of Love and Shame er en fremragende oplevelse, der viser mennesket på dets mest sårbare stadie, og derudover skildrer de mange facetter i et forhold drevet af begær, intimitet og det forbudte.

Med torsdagen fulgte ikke kun en ny dag, men også et kig ind i en kategori af CPH:DOX der endnu ikke havde fået min opmærksomhed nemlig Art & Artists. Klokken 16.45 blev der, i Cinematekets Bio Asta, vist de to eksperimenterende dokumentarfilm Lettres du voyant af Louis Henderson og It for Others af Duncan Campbell. Begge er nominerede til festivalens pris NEW VISION, der hædrer eksperimenterende film. Og man kunne vist ikke være et sekund i tvivl om, at de to film var eksperimenterende.

Lettres du voyant bød på en mystisk tur til Ghana, hvor man kunne overvære mænd, der rodede i elektronisk skrammel, og unge der sad på række og hackede fra deres respektive computere. Man fik også lov til at vandre rundt i bizarre 3D konstruerede grottestrukturer, alt imens en mandlig fortællestemme vekslede mellem at snakke om Ghanas historie og mere luftige og filosofiske emner. Selvom Lettres du voyant føltes for uskarp, så var der noget af den spirituelle stemning i den, som lykkedes meget godt. Instruktøren Louis Henderson var til stede, og var oppe og svare på nogle spørgsmål, efter begge film var blevet vist. Her snakkede han bl. a. om hans personlige tilhørsforhold til Ghana, hvor han har noget familie, og hvordan han kom i kontakt med gruppen af ghanesiske hackere, som han fulgte i noget af filmen.

Efter Lettres du voyant og før Q & A med Louis Henderson, vistes It for Others, som jeg må indrømme at have svært ved at forklare. Man blev ført igennem hele filmen af en kvindelig fortællestemme. Selve filmen skiftede mellem meget forskellige scenarier. Første del beskæftigede sig udelukkende med forskellige artefakter primært af afrikansk afstamning. Anden del var forskellige opstillinger af mennesker, og billedet var her markant mere grynet og udvasket. Og tredje del viste hænder, der udførte forskellige hverdagsscenarier. Tilgangen var tydeligt stream-of.consciousness-baseret, og man kunne se inspirationen fra Chris Markers Sans soleil, der bl. a. beskæftiger sig med en kvindes formidling af en rejsendes tankestrøm. It for others var bestemt ikke min kop te og uden tvivl den kedeligste film på festivalen. Det var svært at se hvad den egentlig ville udover at være enigmatisk og anderledes. Kort sagt var det en film, der var søgt kunstnerisk, hvilket aldrig er specielt inspirerende at overvære.

Som nævnt i indledningen så er CPH:DOX 2013 desværre ved at nærme sig enden. Læs med næste gang, hvor jeg runder festivalen af med femte og sidste blogindlæg.