Istanbul Film Festival er stadig i fuld gang – i hvert fald en lille håndfuld dage endnu. Og siden sidste blogindlæg har festivalen budt på et par interessante oplevelser.

Headbanging og voldsforbrydelser

En af disse oplevelser er ‘Metalhead’. Filmen, der er instrueret af islandske Ragnar Bragason, har netop været at se på CPH:PIX i ’Lone Stars’-serien. På den tyrkiske festival er filmen med i den internationale hovedkonkurrence om The Golden Tulip, og den var bestemt også et besøg værd.

‘Metalhead’ er et stærkt portræt om en ubearbejdet sorg, der forfølger en familie. I centrum af fortællingen har vi Hera, en ung pige, der vokser op på en gård i den øde, landlige del af Island. Hera bevidner sin bror Baldur – en langhåret heavy metal fan – blive dræbt i en forfærdelig traktorulykke. I stedet for at komme videre overtager Hera broderens fascination af heavy metal musik, og iklædt Baldurs læderjakke har vi nu etableret en vaskeægte teenage-rebel. Selvom teenage-Hera til tider bliver lige irriterende nok i sin oprørske rolle, så hæver dramaet sig i sidste ende over dette. Heavy metal-dimensionen er med til at skabe en ligeligt sjov og følelsesladet film sat i en familieramme, som er hovedkarakterens eneste forbindelse til den afdøde bror, og som derfor afholder hende fra at forfølge sine drømme.

Næste nævneværdige oplevelse byder på intet ringere end et engelsk far/søn-fængselsdrama. Filmen ‘Starred up’ er instrueret af David McKenzie og følger den 19-årige kriminelle Eric, der bliver smidt ind i den voksne fængselsverden pga. ukontrolleret voldelig adfærd. Med under screeningen var filmens manusforfatter Jonathan Asser, der bagefter stillede op til en Q&A. Historien er inspireret af Assers 12-årige erfaring som terapeut i et fængsel. Selvom der selvfølgelig er pyntet lidt på dramaet, erkender han alligevel, at der er stor inspiration fra egne oplevelser og indtryk. Filmen foregår udelukkende indenfor fængslets klaustrofobiske rammer og skildrer rørende usentimentalt en historie om arv og miljø og de interne spilleregler i et korrupt fængsel. En simpel, men meget effektfuld fortælling.

Masterclass med en mester

Mandag må jeg forhastet kaste mine tyrkiske lira efter en taxa 45 minutter inden den eftertragtede masterclass med Asghar Farhadi. Et par misforståelser med gæstelister og efterfølgende lokal trafik skal dog ikke forhindre mig i at ankomme til Boğaziçi University med den voldsomme udsigt over Bosporos-strædet.

Og her i et tætpakket konferencelokale foregår den næste halvanden time i selskab med Asghar Farhadi, som i 2012 vandt en Oscar for ”Bedste udenlandske film” med ‘A Seperation’. Selvsamme film hev desuden Guldbjørnen med hjem fra Berlin og sidste år var instruktørens nyeste film ‘The Past’ også med i konkurrencen om den prestigefyldte Guldpalme. Altså en instruktør med et seriøst renommé. Farhadi er desuden årets jurypræsident for Golden Tulip International Competition.

De første par minutter af masterclassen når at passere, inden det går op for mig, at jeg jo ikke forstår hverken tyrkisk eller persisk, som er de to sprog det hele foregår på. Lettere panikken får jeg skaffet et par høretelefoner med engelsk live-oversættelse, der konstant går i mobiltelefon-signaler.

Instruktøren forsøger i den næste halvanden time især at kaste lys over sin egen kreative process samtidig med, at han besvarer spørgsmål fra et engageret publikum. Et særligt interessant aspekt i diskussionen handler om hans ønske om at bibeholde en ligeværdig distance til sine karakterer og ikke sympatisere for meget med én enkelt af dem. På den måde forsøger han at fortælle alle karakterers historier på lige fod og ikke anbringe nogen som helt eller skurk. Som han tilføjende (nogenlunde) formulerer det: ”I always ask myself: did I tell this person’s history in the best way I could?”.

Farhadi realiserer sine egne manuskripter, og netop skriveprocessen er vigtig i forhold til hans måde at instruere: ”I execute my direction while writing”. Hertil tilføjer han, at han altid begynder skriveprocessen med et enkelt mentalt stillbillede, der fx. kan være opstået fra et minde om noget, han har set eller oplevet. Med billedet i tankerne begynder han at stille spørgsmål til det: “Hvem er personen på billedet”, “Hvorfor gør han/hun det?”… Og ud fra det former der sig en historie, som i sidste ende kan blive til en film, hvor stillbilledet måske ikke engang indgår. Vigtigt pointerer han, at han aldrig ved mere end publikum i den færdige film.

Er man ”fan af Farhadi” kan man glæde sig til et kommende filmprojekt, der som ‘The Past’ foregår i Europa. Men derefter står det igen på iranske projekter ifølge instruktøren.

Nordisk i fokus

Efternøler har man vel lov at være engang imellem, og derfor fik jeg også for første gang set danske Andreas Johnsens stærke dokumentar ’Ai Weiwei: The fake case’, eftersom jeg skulle interviewe instruktøren i løbet af hans besøg på festivalen. Dette interview kan du bl.a. høre i næste Nosferatu-program d. 24. april kl. 22-24.

Udover en fornøjelig oplevelse med ’Grand Budapest Hotel’ (som jo efterhånden er en gammel fyr i de danske biografer) fik jeg også set festivalens absolutte fiktions-højdepunkt indtil videre, nemlig ’Blind’ af norske Eskil Vogt, som netop har vundet CPH:PIX Talentpris. Et interview med denne herre kan du også få fornøjelsen af i det næste live-program.