Efter 15 dage med non-stop filmvisninger og events nåede Istanbul Film Festival i søndags vejs ende. Lørdag aften blev vinderne af festivalens priser afsløret ved en prisuddeling i Atlas Sinemasi og transmitteret live på CNN Türk.
Gratulerer Eskil!
Festvalens sidste dage bød på en række frydefulde oplevelser. Den største af disse var uden tvivl ’Blind’ af norske Eskil Vogt, som til Nosferatus store glæde blev vinderen af Golden Tulip International. En film fuld af originalitet, intellekt og humor som takket være Camera Film vil få en rigtig dansk premiere i september. Jeg mødte den beskedne og dybt behagelige instruktør til en snak om filmen, som du kan høre i live-programmet på torsdag d. 24. april.
En anden nævneværdig konkurrent i den internationale konkurrence var komediedramaet ’Frank’ af Lenny Abrahamsen, som også var tilstede på festivalen. Filmen om et mærkværdigt band har Michael Fassbender på rollelisten, som den mystiske forsanger, der altid bærer et falsk hoved. Den tragikomiske film beviser Fassbenders talent selv uden brug af ansigtsmimik. Lenny Abrahamsen stillede efterfølgende op til en Q&A, som du kan høre bidder, når vi nærmer os filmens danske premiere i juni.
Turkish Delights and more
Vinderen af Golden Tulip National blev den tyrkiske ’I Am Not Him’. Et langsomt og absurd drama om en enlig mand, der langsomt overtager en andens identitet. Filmens ellers ganske originale plot kvæles dog i usandsynligt lange tableau-scenarier og en langsommelig klipperytme, som desværre ender med at blive… ret kedelig.
En anden af de tyrkiske finalister, der skal nævnes er dramaet ’Consequences’, som blev indehaver af prisen for Best Director of Photography. Ikke allermest oplagt, hvis du spørger mig. Filmen er til gengæld et interessant trekants-drama, der udfolder sig over én enkelt nat. På trods af at være meget dialogtung skabte den dog også et intenst overraskende drama. Og hvad andet kan man sige end at en film, der starter ud med et soundstrack fra Ryan Goslings band Dead Man’s Bones får bonuspoint.
Anbefalinger fra syden
Det var det sidste blog-indlæg fra de sydlige breddegrader i denne omgang. Vi takker af til Istanbul Film Festival 2014!
…MEN du skal da ikke snydes for et par anbefalinger til tyrkiske instruktører, blockbustere og klassikere, du kan tjekke ud derhjemme fra sofaen, når forårsvarmen bliver for påtrængende:
– Nuri Bilge Ceylan: Den nok mest internationalt anerkendte tyrkiske instruktør med et hav af Palme d’Or nomineringer i ryggen. Har høstet anmelderros for bl.a. ‘Clouds of may'(1999), ‘Three monkeys”(2008) og ‘Once upon a time in Anatolia'(2011).
– Fatih Akin: Født og opvokset i Tyskland men af tyrkisk afstamning. Mest kendt for ‘Gegen die Wand’, som vandt den famøse Guldbjørn i 2004. Af andre film kan nævnes: ‘Auf der anderen Seite'(2007) og ‘Soul Kitchen'(2009).
– Ferzan Özpetek: Istanbul født instruktør og manusforfatter, der dog bor i Italien. Bedst kendt for: ‘Le fate ignoranti’ (2001), ‘Hamam'(1997) og ‘La finestra di fronte’ (2003).
– Yilmaz Erdogan: Mest interessant pga. ‘The butterfly’s dream'(2013). En poetisk kærlighedshistorie, der finder sted i 1940’ernes Tyrkiet. Filmen blev en af de helt store lokale blockbustere i 2013.
Görüsürüz!
Photo credit: Selçuk Polat