Hermed femte og sidste blogindlæg fra CPH:DOX, hvor oplevelserne har været mange og skuffelserne få.

På festivalen har man udover film og events også mulighed for at deltage i en række seminarer. Fredag klokken 12, i Cinematekets Bio Carl, tog jeg til seminaret ART:FILM & Frieze Foundation. Her var en række fremtrædende personer fra bl. a. New Danish Screen hos Det Danske Filminstitut, The British Film Institute, Film London og Statens Museum for Kunst mødt op. Det aktuelle emne var grænsen mellem film og kunst, og de muligheder der var for at fremme kunstneriske talenter indenfor film. Debattørerne til seminaret var intelligente og havde velovervejede pointer. Endvidere blev der vist spændende klip, fra de projekter debattørerne havde været involverede i. Men på trods af dette følte jeg, at der manglede en form for retning, i det de sagde, og jeg var lidt i tvivl om, hvor de ville hen med det. Seminaret blev overordnet set en anelse for selvopslugt til min smag.

Senere blev det tid til at se min tredje og sidste DOX:AWARD-film i denne omgang. I Gloria viste de klokken 17.45 The Mother and the Sea (A Mãe e o Mar) af Gonçalo Tocha. Filmen fulgte forskellige portugisiske fiskere, der var del af det samme lille landsbyfællesskab. Der er nok ikke mange, der vil være uenige i, at tempoet i filmen er langsomt. Det møjsommelige tempo var både filmens styrke og svaghed. Det var en styrke på den måde, at man fik en troværdig fornemmelse, af det livstempo de aldrende fiskere havde. Men i visse tilfælde blev den tid, hvor man skulle kigge på det samme billede lige lovlig lang. Personerne i filmen var vittige og til at holde af. Men samtidig var der også passager, hvor det var lidt svært at holde fokus, da dialogen mellem nogle personer blev for kedelig og vag. Lyden af de bløde bølgeskvulp og billederne af de gamle fiskere der kiggede med stor respekt og kærlighed ud mod havet blev dog med én efter filmens slutning.

Klokken 12 om lørdagen i Grands sal 3 blev der vist en film i serien AUTEURS – store filmskabere foran og bag kameraet. I dette tilfælde var det med en film, hvor en stor filmskaber var foran kameraet nemlig Michael H. Profession: Director af Yves Montmayeur. Denne dokumentar beskæftigede sig med den hædrede og rutinerede instruktør Michael Haneke primært ud fra interviews og klip fra optagelserne af hans mest kendte film deriblandt Amour, Det hvide bånd og Funny Games. Filmen var interessant hvis man, som jeg, ikke har brugt meget tid på at sætte sig ind i, hvilken type Michael Haneke er. Man fik indtrykket af en varme og humor hos Haneke, der gjorde ham til en person, man gerne ville følge, i løbet af de 92 minutter filmen varede. Men selve filmen var bestemt ikke noget ekstraordinært. Den var til tider klippet sammen på en smårodet måde, og overraskede ikke med noget teknisk eller historiemæssigt spændende. Alt i alt en okay film.

Søndag var sidste dag på CPH:DOX, og klokken 21.45 skulle jeg ind og se Computer Chess i Cinematekets bio Carl. Filmen hørte under et af festivalens temaer med titlen EVERYTHING IS UNDER CONTROL. Dette var relevant da denne film, der ikke kan siges at være en dokumentar, handlede om en række computernørder, der dystede, i hvem der kunne programmere det bedste skakprogram. Altså var der helt klart en idé om kontrol ift. selve spillet skak, men også ift. at programmere den mest effektive simulation. Filmens idé var sådan set udemærket, og dens stilistiske træk gjorde, at man de første ti minutters tid rent faktisk troede, at det var en dokumentar. Men så snart kæden knækkede, blev det svært at tage filmen seriøst, da det blev mere og mere tydeligt, hvor inkompetent og utroværdigt skuespillet var. Det var sådan set lidt ærgerligt, da selve manuskriptet til filmen var udemærket og opstillede nogle situationer, der potentielt kunne have været ret underholdende. Men desværre må Computer Chess siges at være en af de klare skuffelser på CPH:DOX, da den ikke lod til at tage sig selv seriøst.

Filmens instruktør Andrew Bujalski var ikke tilstede til visningen, men det var en af filmens producere Alex Lipschultz til gengæld. Der var en Q & A efter filmen, hvor Lipschultz bl. a. snakkede om de udfordringer der var ift. at finde de kameraer, der kunne optage på det format, der gav filmen dens udvaskede retro-look. Intervieweren selv blev også under Q & A stillet et spørgsmål fra publikum, der gik på, hvorfor filmen overhoved havde en plads i festivalens program, da det var så åbenlyst, at det ikke var en dokumentar, hvortil intervieweren snakkede om det stilistiske ved filmen, der gjorde, at den kunne siges at være beslægtet med dokumentarer. Han nævnte også temaet EVERYTHING IS UNDER CONTROL, som før nævnt hænger sammen med, hvad filmen handler om.

Klokken 23.30 var Q & A slut og dermed også CPH:DOX 2013 for mit vedkommende. Det har været en forrygende oplevelse at deltage i årets festival, og jeg håber, at denne blog har givet inspiration i denne omgang, og også har givet lyst til at deltage i CPH:DOX 2014, som jeg personligt ser frem til.