I en lille, rolig by i Maine lever indbyggerne deres stilfærdige liv ved et stort savværk midt i de store snemasser og den altdominerende natur. En uskyldige fejl får et tragisk udfald og alle i det tætvævede lokalsamfund påvirkes. Deres historier væves ind og ud mellem hinanden og ulykken har uforudsete konsekvenser for dem alle i filmen ’Bluebird’.
Where’s global warming when you need it?
Lance Edmands film fortælles gennem de relationer, de involverede har og får til hinanden. På fin vis væves personernes historier ind og ud mellem hinanden og karakterne udforskes på ganske subtil, men dyb vis. Lesley (Amy Morton) lever et stilfærdigt liv som mor, hustru og skolebuschauffør i den lille by hvor det fryser 10 grader om natten. ”Where’s global warming when you need it?” bemærker hendes kollega, og sætter gang i temaet om menneskers længsels efter at kunne kontrollerer det vi kan ikke styre – om det så er natur, vejr eller ulykker. En dag, der til at starte med ligner de andre, indtræffer katastrofen: Lesley distraheres af en spurv, da hun skal tjekke skolebussen efter for glemte sager og overser den lille dreng, der er faldet i søvn bagerst i bussen. Hun låser bussen af og lader den stå natten over på den kolde, forladte parkeringsplads. Drengen ender på intensiv i et koma, som han måske, måske ikke kan vågne fra.
Vi følger Lesley og hendes overvældende skyld og sorg, der truer med at ødelægge hende, ligesom vi får indblik i hendes datters (Emily Meade) og mands (John Slattery) liv. Også de har deres at slås med og skeletterne kravler langsomt ud af skabet. Ligeledes møder vi drengens unge, hårdtprøvede mor Marla (Louisa Krause) og hendes hashrygende kollega og ven i Adam Drivers ranglede skikkelse.
Arven fra amerikansk indie-film
Lance Edmands, der debuterer som instruktør med denne film, som han også har forfattet manuskriptet til, har samlet sig et hold og et cast fra diverse indie-film og tv-serier (selv har han tidligere klippet Lena Dunhams film ’Tiny Furniture’). Fotografen Jody Lee Lipes har tidligere filmet både ’Girls’ og ’Martha Marcy May Marlene’ og castet præges ligeledes af skuespillere fra både ’Girls’, ’Martha Marcy May Marlene’ og ’Mad Men’. På samme vis som karakterne i ’Bluebird’ berøres af hinanden i mere eller mindre direkte forstand, er holdet bag ’Bluebird’ også forbundet fra deres tidligere film. Denne fælles baggrund og æstetik kan mærkes i skuespillernes frygteløse fremstilling af karakterne, i de grynede, meget smukke billeder og vigtigst i filmens insisterende ro og simple fortællegreb.
Alle bliver overset
Historien om det lille isolerede landsbysamfund handler forfriskende nok ikke om karakterenes længsel efter at komme væk, men om deres stålsatte vilje til at blive få livet til at fungere hvor de er – livet er nu engang som det er. De søger alle efter at genvinde kontrollen og overhånden over tilværelsen men alle er de i konstant fare for at blive overset; af naturen, omverden, skæbnen eller af dem de har allermest brug for. Filmens dramatiske udvikling sker via den følelsesmæssige og trods filmens barske tema, er de store spændingsudsving udskiftet med en konstant håbløshed, der monotomt præger alle scenerne i filmen. Det er Edmands stilfærdige fortælling af netop det følelsesmæssige og personlige midt i den altoverskyggende, ubarmhjertige natur, der næsten hæver filmen op på siden af den stilistiske artsfælde ’Martha Marcy May Marlene’ og gør ’Bluebird’ til en smuk og vedkommende film.
’Bluebird’ skal ses og opleves for sin anderledes og rørende kollagefortælling om en grufuld hændelse, der sætter alle de involverede i forbindelse med i hinanden og i en fælles situation, hvor de ikke længere kan ignorere realiteterne. Den skal ses for Amy Mortons skyld og den skal ses fordi der heldigvis, trods alt, skimtes en anelse håb midt i alt det barske liv i den kolde og barske natur.
