Bobbis kunst er ligeså magisk, som alle siger den er, så hvorfor kigger jeg på et ganske almindeligt langdistanceforhold i stedet for?
Connaisseurs indenfor moderne dans er få, og undertegnede er ikke en af dem, men den stil, som Bobbi Jene Smith praktiserer, er så aggressiv og udtryksfuld, at selv jeg kan være med. Danske Elvira Linds dokumentar om den amerikanske danser er således en indgang ind til den ellers svært tilgængelige dansekunst, og det er jeg sådan set taknemmelig nok for.
Hende der Bobbi
Bobbi er 30 år og har boet 10 år i Tel Aviv, hvor hun har arbejdet for en anerkendt dansetrup, men hun beslutter sig for at flytte tilbage til USA, hvor hun kommer fra, for at opnå individuel succes. Bobbi Smith er lidt af et fund for Lind, for magen til sympatisk og inspirerende karakter er sjælden. Hun hviler i egen kunnen på eksemplarisk niveau og formår alligevel at fremstå skrøbelig og menneskelig.
Jeg nyder hvert sekund, jeg får lov at se hende i aktion. Hun bevæger sig imponerende unaturligt og naturligt på sammen tid, og de få scener, hvor hun rent faktisk sætter sig ned og taler om denne næsten voldelige kunstform er afsindigt interessante. Derfor er det ærgerligt, at der er så få af den slags scener. Denne mulige port ind til kunsten bliver fra tid til anden selv en smule indspist, og det er ikke altid lige nemt at følge med, men når det lykkes, lykkes det smukt, og jeg bliver sulten efter mere.
Søde Or
Grunden til de manglende forklaringsscener skal findes i, at Bobbi har en sød, yngre Israelsk kæreste, som det er hårdt at bo langt fra. Det er sådan set ikke fordi, det er uinteressant at se, hvordan et problematisk kærlighedsliv påvirker en kunstner, men især i tredje akt bruges der alt for lang tid på Bobbis og Ors sukkersøde og/eller havsalte interaktioner.
Selvom der er tale om en udmærket kærlighedshistorie, så bliver det altså aldrig lige så interessant som at se et menneske presse sin krop til det alleryderste. For det gør Bobbi Jene. I nogle af de vildeste dansesekvenser, jeg har set både på film og i virkeligheden, udsætter hun eget legeme for absurd grænseoverskridende optrædener for kunstens og sin egen skyld.
En heldig sandsæk
I en enormt fin scene, hvor Bobbi møder Laura Dern, fortæller hun, hvordan hun dansede sig ud af en spiseforstyrrelse, og noget af det mest inspirerende ved den unge danser er virkelig, hvor meget hun er i stand til selv at få ud af sin dans. I en af dansesekvenserne har hun foran et publikum simuleret sex med en sandsæk i nøgen tilstand. Sådan skal det gøres.
Efter en øvelse af nævnte optræden siger hun storsmilende til en sparringspartner ”Jeg kom så hårdt”. Bobbi danser med hele kroppen, og det er så vildt spændende. En fin og inspirerende film, som desværre spænder ben for egen historie. Stakkels Or.
Foto: Kino.dk