’Bølle på eventyr’ kommer tilsyneladende som sendt fra himmelen til familier på sommerferie, der søger underholdning indendørs. Desværre består filmen af en lang række kedelige klicheer.

Vovsen Bølle lever et hundeliv på første klasse hos den ældre kvinde Fru Vanderburgen. Men da hun dør, flytter Clair og Nobert ind, de griske arvinger til formuen, paladset – og Bølle. Det er nemlig en præmis for at overtage arven, at Clair og Norbert skal passe og elske Bølle. Da det går op for dem, har de allerede sendt Bølle afsted med flyttevognen og ind til den store by, hvor Bølle fortvivlet flakker rundt.

Mens Claire og Norbert sender dyredetektiven Thurman afsted for at opspore Bølle, har Bølle fået både venner og fjender på gaden i storbyen.

Et svage ekko
’Bølle på Eventyr’ er i bund og grund en hjem-ude-hjem-historie, hvor det drejer sig om at vende tilbage til paladsets tryghed, men med en ny indsigt i eksistensen med i bagagen. Men fra karakterer til plotstruktur og jokes føles ’Bølle på eventyr’ som et ekko af tidligere, langt bedre børnefilm.

Fra ’Toy Storys’ fantastiske legetøjs-univers og til den nyere ’Kæledyrenes hemmelige liv’ er historien om en karakter, der bliver væk hjemmefra og i en uvelkommen verden må finde sig selv og vejen tilbage, fortalt med mere humor, opfindsomhed og følsomhed end i ’Bølle på eventyr’.

Klicheerne serveres hurtigere end koteletter på Bølles palads: Et eksempel er den hærdede hun-hund Rousey, der skal lære at tro på kærligheden igen, som mangt et fortabt stykke legetøj og kæledyr i animationsfilmenes historie skal. Og Bølle skal lære at finde tilbage til en mere autentisk og robust version af sit hunde-selv, præcis som hunden Max i både ’Kæledyrenes hemmelige liv’ 1 OG 2.

Og så har jeg ikke engang nævnt ’Dronningens Corgi’ fra 2019 om den engelske regent Elizabeths ynglingshund. Historien om den forkælede corgi, der bliver væk og skal finde vejen hjem, minder så uhyggeligt meget om ’Bølle på eventyr’, at man må undre sig over, om der ikke er andre historier at fortælle end dem om rige menneskers forsvundne hunde.

For de gamle i salen?
’Bølle på eventyr’ føles underligt bedaget. Fra Jason Mraz-cameo til Angelina Jolie-referencer virker det til at være en film, der er lavet af et hold meget voksne mennesker, der ikke har haft fingeren på pulsen siden I’m Yours hittede i 2008.

Der er også noget med mængden af numse-nødde-pruttejokes, der falder med meget jævne mellemrum. Ja, prutter og lort kan være sjovt, hvis det bliver leveret på en mere oplagt måde, end en hund, der får stoppet et agern op i endetarmen. Og en hel hær af arrige egern, der danser Michael Jackson og joker om nødder er hverken sjov for børn eller voksne.

Og så er der noget ekstremt utidssvarende over, at to seje gadehunde bemærker at Rousey ”er ret lækker” lige efter hun har reddet Bølle. Hvorfor skal hun være lækker? Hun er en stor, sej Rottweiler.

Hvorfor skal hun vurderes af en tabergadehund, der ikke bidrager med andet til fortællingen end at have Snoop Doggs-stemme i den engelske version. Ja, du læste rigtigt. Troede man, at Snoops reklamer for telefonselskabet 3 var bunden, er her beviset for, at der altid er en bund under bunden.

Er de mærkelige skud ud til 00’er-kultur en måde at engagere de voksne i salen på? Jeg havde gerne været foruden I’m Yours på hjernen resten af dagen.

Forklar lige mig og dit barn hvad ”bobestyrer” er
Og så er der plottet, der er forudsigeligt og uelegant med lidt for mange mærkelige løsninger. For eksempel: Hvorfor kan hundefangeren Thurman, der kan dufte til en sten i skoven og fortælle, hvad Bølle følte, da Bølle trådte på den to dage tidligere – ikke opfange, at Bølle kører forbi på en scooter lige bag om ryggen på ham?

Og så er jeg altid skeptisk over plots, særligt i børnefilm, der skal løses juridisk. Hvorfor kan man ikke fortælle en historie om en nuttet hund, der finder en ny ejer, uden at involvere bobestyrere, advokater og arveretslige dokumenter?

Det er set en million gange før, at det først er, når pennen hænger over kontraktens sidste underskrift, at hovedpersonen braser ind og afbryder ceremonien. For slet ikke at nævne, hvor meget der må gå over hovedet på børn.

Jeg må indrømme, at jeg ligesom skurken Clair, heller ikke er ’et udpræget hundemenneske,’ men jeg følte ingenting i filmens 87 minutter. Efter meget kort tid kedede den hysteriske og dybt karikerede Clair mig intenst, og da heltinden Zoe, en ung aspirerende sangerinde, blev introduceret, begyndte jeg at tjekke mit ur.

’Bølle på eventyr’ er en syntetisk hundekiks. Hult genbrug af ’det der virkede’ i fortidens gode børnefilm. Gammel hundemad på nye dåser, der ikke bringer et eneste nyt trick til showet.

Derfor er ’Bølle på eventyr’ ikke i nærheden af at være kandidat til sommerens familiefilm.