Med energiske hop, iklædt wife beater, cowboybukser og læderrem med nitter om armen, løber Freddie Mercury (Rami Malek) op mod scenen på Wembley Stadium mod et estimeret publikum på knap 2 milliarder mennesker verden over.
Det er filmens første billeder. Queens historiske optræden til velgørenhedsarrangementet Live Aid i 1985 sætter rammen for fortællingen om en af rockens største legender. I filmen følger vi Mercury og de andre bandmedlemmer fra dannelsen af bandet i 1970 igennem deres mange pladeudgivelser og turnéer, Mercurys solo-projekt, til deres genforening til Live Aid-koncerten. Det er historien om et band, der vokser med opgaven, og en forsanger, der undervejs mister grebet på grund af dårligt management.
The Note Heard Around the World
At filmen tager udgangspunkt i Live Aid-optrædenen er et storslået holdepunkt. Mercurys vokalimprovisation mellem numrene ’Radio Ga Ga’ og ’Hammer to Fall’ er blevet kendt som ”The Note Heard Around the World” – et af rockens helt store øjeblikke. Jeg fik i hvert fald, ligesom det kæmpe store CGI-publikum, lyst til at kaste næven op mod skyen og synge med på alle de kendte numre.
Mercury var uden tvivl stjernen, der blev hørt og set verden over – en kæmpe rolle for en skuespiller at påtage sig. Tanken om, at det oprindeligt var satiriker Sacha Baren Cohen (’Borat’, ’Da Ali G Show’), der var sat i spil til at skulle genopleve Mercury på det store lærred, fremstår bizar. I stedet faldt det endelige valg på et mere ubeskrevet blad, Rami Malek (’Papillon’, ’Mr. Robot’).
Den generte mand i tights
Med Maleks brede kæbe, hjælp fra en movement coach og en tandprotese, der giver ham det velkendte overbid (som Mercury selv mente bidrog til hans fænomenale sangstemme,) fremstår han som en ret så kompetent Freddie Mercury.
Vigtigst af alt formår Malek at fange den dobbelthed, som Mercury besad. På den ene side var han en introvert mand, der gav utroligt få interviews, og som nægtede at belyse sin seksualitet overfor offentligheden. På den anden side var han en fuldstændig ublufærdig rockgud i tights og bar mave, der med maskuline ballerinasving (ja, den combo findes) bjergtog publikum. En karakter, jeg ikke kunne lade være med at holde af.
Også kostumerne fik mig til at klappe i mine små hænder. Et udvalg af Mercurys ikoniske outfits, herunder konge-looket og det sort/hvide harlequin-bodysuit er blevet rekreeret, og Malek bærer dem med stor troværdighed.
Tys tys?
Filmen er uden tvivl en hyldest til Mercury, hvor de mere mørke sider af ikonet i højere grad insinueres end beskrives. Som i alle andre rock star-karrierer var der stoffer og alkohol involveret, men det dykker filmen ikke for langt ned i.
Vi lærer også om Mercurys HIV-smitte, som han længe holdt skjult for offentligheden, men tidslinjen slutter dog seks år før hans død i 1991. Ved ikke at følge Mercurys livshistorie til ende er filmens fokus på hans store musikalske talent og mangesidige personlighed frem for hans triste skæbne. En reduktion, som jeg accepterer, eftersom jeg også at hylde manden og hans eftermæle.
I eftertiden er Mercury blevet kritiseret for ikke at stå frem med sin HIV-smitte tidligere (en pressemeddelelse om hans sygdom udkom cirka 24 timer før hans død). Mange mener, at han kunne have været med til at afstigmatisere sygdommen og skaffet flere midler til forskningen. Mercury ønskede dog ikke at være ”posterboy”, hverken for AIDS eller homoseksualitet, og dette tillader filmen heller ikke.
Hug en hæl, og klip en tå
Hovedrollen blev udskiftet og instruktøren fyret. Bryan Singer måtte forlade projektet blot 14 dage før afslutningen på optagelserne. I stedet tog Dexter Fletcher over.
Med så stor udskiftning i projektet kunne man forvente lidt af en kludetæppe-film. Det er dog ikke den fornemmelse, jeg efterlader biografen med. Skoen passer alligevel. Musikken og kærligheden til den store rocklegende er der.
