Af Dorte Winkler
Will Gluck instruerede sidste år Easy A, en hurtigsnakkende, moderne og helt opdateret komedie baseret på det puritanske drama Det flammende bogstav, med sexede Emma Stone, som ikke har haft grund til at se sig tilbage siden. Easy A var et forfriskende pust som man jo kan håbe overføres til Glucks nyeste film Bolle Venner i den, trods alt, lette genre, romcom med Justin Timberlake (ingen præsentation nødvendig) og Mila Kunis (senest set i Black Swan som den mørke, viltre balletchick). Lige et ord om titlen – på dansk er bolle venner erstattet af anglicismen ”venskab med fryns” (fra ”friends with benefits” – som også er denne films originale titel) – måske er unge blevet mere bornerte og foretrækker noget der ikke er helt så kontant – men dén titel blev brugt tidligere på året til en anden film. Disney har så taget skridtet fuldt ud og droppet de pæne omskrivninger og smækket en mere eksplicit titel på plakaten i stedet – hurra for det.
Dylan og Jamie (Timberlake og Kunis) bliver rigtig gode venner i forbindelse med at hun headhunter ham til et nyt job i NY. Begge har dårlige oplevelser med kærester bag sig, og hvad er så mere genialt end at få dækket naturlige behov ved at vælge hinanden som sexpartner. Det kan da kun være uproblematisk skulle man mene: masser af venskab, masser af sex. Ingen følelser og besværlige forhold. Men man skal jo ikke have været mange film igennem for at vide at den ikke holder i længden – og det gør den så heller ikke her.
De scener hvor Dylan og Jamie for første (og også anden og tredje) gang skal finde hinanden horisontalt er ret morsomme – nu hvor følelserne er lagt til side og sex bliver et mere transaktionsagtig foretagende, kan man pludselig sige præcis hvordan man vil have det – ”kys mit øre”, ”ej, jeg er kilden på hagen” ”lidt mere til venstre” og i den dur. Det forløber selvfølgelig ikke helt nemt og får skildret nogle situationer som mange, måske kvinder især, kan nikke genkendende til med et smil på læben.
Noget andet der gør Bolle Venner til en fornøjelig oplevelse er bl.a. de mange andre ting filmen får beskæftiget sig med – herunder rivaliseringen mellem de to kystbyer: New Yorks højenergiskes livsstil og Los Angeles’ afslappede stil og gode vejr. Og de små jokes om apps på ipad’en osv. Woody Harrelson ses i en skøn birolle som sportsredaktør og ukrukket bøsse og leverer en del af filmens grin. Der er selvfølgelig også en alvorlig tråd i filmen omhandlende Dylans far og her får vi lov at se Dharma – eller Jenna Elfman, som hun hedder, i en fin rolle som Dylans søster – helt alvorlig og alt muligt og dejlige Richard Jenkins som faren.
Samtidig er der en del selvironi på spil – ikke mindst overfor genren selv. Justin Timberlake synger lidt engang i mellem – men selvom man havde håbet på at det kunne undgås, så sker det dog på en tilforladelig måde. Timberlake er nu bedst i roller hvor han har mere kant eller har mere at spille med end den søde, pæne og rare fyr som han jo ligner og som han også spiller i Bolle Venner. Kunis er lækker, og kan både det sjove og følsomme og de to har en glimrende kemi, som jo er alfa og omega i denne genre. Alt i alt, fornøjeligt og friskt, men ikke helt på højde med Easy A.
