Booksmart

Copyright: SF Studios

Charmerende ungdomsfilm, der er bullshit- og fordomsfri. ’Superbad’ med omvendte fortegn fungerer forrygende.

’Booksmart’, der er markedsført på at skulle være den bedste teen-film siden ’Superbad’, kan siges at have flere paralleller til selv samme film. Blandt druk, fest og falske Id-kort finder begge vennepar ud af, at den kærlighed, de deler som venner, er uerstatteligt. Som Jonah Hill på rulletrappen, der kigger længselsfuldt efter Michael Cera i slutningen af ’Superbad’, på samme måde er Molly og Amy forbundne. Derudover er Bernstein lillesøster til Jonah Hill – endnu en parallel, der fører arven fra ’Superbad’ videre i ’Booksmart’.

Molly (Beanie Feldstein) og Amy (Kaitlyn Dever), der er bedste veninder, står til at skulle afslutte high school med topkarakterer og adgangspas til de mest prestigefyldte universiteter. De har skippet festerne og holdt hovedet i bøgerne for at hellige sig til deres akademiske karrierer. De opdager dog kort inden dimissionen, at selv de mindre tjekkede elever på skolen, der har haft sex og festet, også skal til Harvard, Yale og Stanford. Pludselig får pigerne travlt med at bevise over for dem selv og de andre elever, at de er mere end blot ”booksmart”.

”Sund” ungdomsfilm

’Booksmart’ har fat i den lange ende. Den er utroligt humoristisk, samtidigt med at den er klogere end de resterende ungdomsfilm på markedet. Filmen tager et fundamentalt opgør med genren, hvor der længe har hersket en tvivlsom moral i form af fx et lemligt forhold til date rape (’Sixteen Candles’) og glorificering af ekstreme og grænseoverskridende festvaner (’American Pie’).

Emner som slutshaming, skønhedsidealer og queer-identiteter bliver alle behandlet med omhu. Molly og Amys dialoger virker både oplysende, hjertevarmende og enormt realistiske. Det samme gør deres klasselokale, der er fyldt med forskellige etniciteter og mennesketyper. På den måde virker filmen mere som et spejl for det amerikanske samfund og mindre som et glansbillede af high school-livet.

Harry Potter og Uber

Med referencer til kønsteori, kørselstjenester som Uber, og hvilket Harry Potter-hus man tilhører, er filmen et skønt portræt af millenial-generationen. Dejligt genkendeligt virker det, når en berøringsangst og harmonisøgende politik i pigernes klasse lyder, at man ikke må sige, hvilket universitet man skal på, i frygt for at nogle skal føle sig mindreværdige. At Amy og Molly sammen kan diskutere, hvorvidt porno er ufeministisk eller ej, og at Amy skal til Botswana for at lave tamponer i sit sabbatår, fanger ligeledes millenial-generationens store ansvarsbevidsthed.

Den første store kærlighed…

… er for mange deres bedste ven. Dette præsenterer ’Booksmart’ helt fænomenalt. Den slår hovedet på sømmet i forhold til mange ungdomsproblematikker, men vigtigst af alt fanger den essensen af Molly og Amys venskab. Selvom pigerne begge forelsker sig i forskellige mennesker, står deres relation stærkest.