Man kan med rette kalde instruktør Hans Fabian Wullenweber en genrehopper lige fra ungdomsaction med Klatretøsen(2002), over dramaet Tvilling(2003), til gyseren Cecillie(2007) foruden en del afsnit af Danmarks Radios successerie Forbrydelsen. Med Bora Bora kaster Wullenweber sig over musicalgenren, og lig Magi i luften fra tidligere i år centrerer handlingen sig om unge teenagere. I hovedrollen har vi Mia(Sarah-Sofie Boussnina), der bor sammen med sin mor i Ørestaden i en lækker lejlighed. På trods af dette(eller måske derfor) føler Mia sig rodløs og fremmedgjort fra sin succesfulde mor. I skolen går det ikke meget bedre, da hun forsvarer en pige, som moppes, med det resultat at hun må løbe fra de 3 pigebøller, for selv at undgå en lignende skæbne. Tilfældigvis leder hendes flugt hende ind over en atletikbane, hvor en løbetræner(Jimmy Jørgensen) bemærker hendes fart idet at hun overhaler flere af de trænende piger. Måske ligger der en fremtid og venter her for Mia?

Efter et opgør med moren tager Mia ind til København, hvor hun pludselig ser en dreng på hendes egen alder falde om på gaden. Da hun skynder sig hen for at hjælpe ham, rammer det filmiske svar på lynet ned og hun forelsker sig i ham. Da han går væk følger hun efter ham, kun for at finde ud af at han er en tricktyv, som har stjålet hendes penge og mobil. Ligesom løbetræneren fascineres Zack(Janus Dissing Rathke), som han heder, at hendes løbeevner og inden Mia har set sig om, er hun kommet med i bande af teenagetyve. Så er det store spørgsmål om fremtiden som bandemedlem er bedre end den mulige atletikkarrierer løbetræner Simon tilbyder?!

Bora Bora er en film, der på handlingsplanet er forudsigelig, så det grænser til det banale, og det selvom referencerne til en klassiker som Oliver Twist er tydelige, og musikken er popvenligt ørehængende, så det ikke lader de amerikanske High School Musicals noget efter. Forudsigeligheden ville dog være til at leve og bære over med, hvis skuespillet og de indlagte dansesekvenser var godt og velkoreograferet udført. Det er de langtfra! At holdet bag filmen har skruet godt op for farverne i kostumevalget såvel som i colorgrading(aldrig har København set så sprudlende og sommerlig ud), redder ikke flere perioder af filmen fra at virke overpostulerende endsige utroværdige. Interessen for Mias historie og filmens fortælling fader således alt for hurtig ud, hvilket i en film, der indeholder et musiknummer cirka hver 7. minut, ikke alene er dræbende for den lille rest af publikumsengagement, men faktisk gør, at man på trods af filmens korte spilletid på 76 minutter, føler at Bora Bora er et alt, alt for langt og anstrengt bekendtskab.

– Nicolai Eskesen