Men hvis det bliver på denne her måde, behøver jeg ikke være med. ‘Borderlands’ er en billig kopi, og det er utilgiveligt.

De sidste par år har vi set en større tendens til, at videospil får en serie- eller filmatisering. Mange husker nok den ekstreme vellykkede HBO-serie ‘The Last of Us’, eller Primes ‘Fallout’. På filmsiden har det været mindre vellykket, udover måske Super Mario-filmen fra 2023. 

Hollywoods ukronede “gore”-konge og én af Tarantinos disciple, Eli Roth, står nu ved roret for den nyeste spilfilmatisering. Og lige præcis hans involvering, har været et af de forventede lyspunkter for mig, hans opmærksomhed på blod og lemlæstelser ville være et godt supplement til den allerede over-the-top vold, som videospillet er præget af. 

Men ak… Da nyheden kom om, at filmens rating ville være PG-13, begyndte optimismen allerede at dvæle. Og efter at have set filmen, må jeg desværre indrømme, at den lever op til forventningen om et tilbageholdende produkt, der forsøger at appellere til et bredt publikum i stedet for at turde være tro mod sine kilder. I forsøget på at lave en film for alle, ender de med en film, som faktisk ikke er for nogen.

‘Borderlands’ ligner et perfekt eksempel på et produkt lavet af en komité. Hvilket kun ser ud til at være understreget af, at instruktøren Eli Roth blev skiftet ud med instruktør Tim Miller (instruerede den første Deadpool-film) for at lappe filmen sammen i re-shoots.

Ikke alle kan være ‘Guardians of the Galaxy’

Handlingen finder sted på planeten Pandora. En ødemark, der blander Mad Max-æstetik med mere Star Wars-agtige sci-fi-elementer. Monstre og store laservåben hersker her, hvor såkaldte “Vault Hunters” og dusørjægere forsøger at finde deres formue. Som filmen begynder, hører vi Cate Blanchetts velkendte stemme fortælle om de før-eksisterende “Eridians”, gudelignende skikkelser, som har efterladt sig utallige “vaults” på Pandora, som ifølge legenderne er fyldt med skatte. Blanchett spiller rollen som Lillith, en dusørjæger med en mystisk fortid, der modvilligt må tage tilbage til sin hjemplanet Pandora i jagten på universets skurk Atlas’ (Edgar Ramirez) datter Tiny Tina (Ariana Greenblatt). 

Før hun ved af det, har Lillith slået pjalterne sammen med Tiny Tina, som elsker at kaste med tøjkaniner, der faktisk er bomber; Krieg (Florian Munteanu), Tinas muskelbundt-storebror, der svinger sin motorsav-økse, mens han retorisk begrænset kommer med (alt for få) vanvittige udsagn; Roland (Kevin Hart), en tidligere lejesoldat der nu jager vaults; Tannis (Jamie Lee Curtis), en videnskabskvinde, der lige så stille er ved at miste forstanden; og Claptrap (Jack Black), den humoristiske og til tider irriterende robot, der vedholdende følger efter Lillith. 

Jeg må sige, at jeg spærrede øjnene op, da talenter som Blanchett og Lee Curtis, blev castet til denne film. Til dels fordi jeg syntes, de er alt for gamle til deres tildelte roller, men jeg håbede, at det nok havde noget med plottet at gøre (det har det ikke). Eller at skuespillerne leder efter nogle lidt sjovere roller og ikke tager det hele så seriøst. Desværre ligner det dog ikke, at de har haft det særlig sjovt i skabelsen af denne film. Karaktererne spiller ikke sammen, og det føles mest af alt som om, Kevin Hart og Blanchett har filmet deres scener i hvert sit rum. 

Greenblatt som Tina forsøger sig med sin bedste Harley Quinn-efterligning, og Munteanus Krieg har ikke nok at sige eller at lave. Lee Curtis er bare irriterende. Den eneste, der nogenlunde rammer, er Jack Black som Claptraps stemme. Han er også ret irriterende, men her er det mere meningen med karakteren. Det er god humor, og jeg forestiller mig, at Black har fået lov til at improvisere en masse.

Jeg kender dette persongalleri fra spillene, men jeg kan ikke genkende dem. Deres ageren er ikke den velkendte og karakterfulde fra spillene. De ligner mest af alt bare kopier af velkendte karakterer fra andre film.

Det er pinligt tydeligt at se, hvilken anden kendt film ‘Borderlands’ så ihærdigt prøver at være, nemlig Marvel’s ‘Guardians of the Galaxy’(2014). Den når dog slet ikke James Gunns glade entourage af misfits til pistolhylsterne. I stedet for at ‘Borderlands’ læner sig ind i sine egne særheder, der gør spillene så uforglemmelige og underholdende, ender filmen med at være en billig rip-off. 

Fjollet frem for mærkelig

Mange vil nok kigge på Borderlands-videospillet og sige, at det ser fjollet ud. Og det er det til dels også, men det er først og fremmest mærkeligt og specielt. I princippet tager universet sig selv dybt seriøst, imens det læner sig fuldstændig ind i sine særheder. 

Filmen derimod forbliver desværre bare fjollet og gør ikke brug af sine mærkelige karakterers træk, så de kan få lov at fremstå som specielle. Overvej hvor stærkt Drax the Destroyer fremstår i ‘Guardians of the Galaxy’ eller hvor mindeværdig Harley Quinn er i ‘The Suicide Squad’.

Det hele ender med at minde om en dårlig efterligning af noget langt bedre, som vi har set flere gange før.