’Boston Strangler’ hylder kvinderne der var med til at bane vejen for kvindelig undersøgende journalistik. Desværre placerer filmen sig i en sjælløs skabelon af krimi- og journalistikfilm. 

The Boston Strangler var en rigtig person (eller rigtige personer, om der i virkeligheden var flere er sagen uvist, der i 60’erne hærgede Boston-området i USA, ved skiftevis at kvæle ældre og yngre kvinder og efterfølgende binde en sløjfe om deres hals. 
I mellemtiden får en journalist på avisen Boston Record America, Loretta McLaughlin (Keira Knightley), nys om historien, som der øjensynligt ikke er nogen andre der interesserer sig for. For lad os se det i øjnene, hvem bekymrer sig egentlig om et par døde kvinder? Med et løfte om at bruge sin fritid på historien, får Loretta overtalt sin chef til at flytte hende fra livstilssektionen til den undersøgende afdeling.

Sjælløs skabelonfilm

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg både elsker en god journalistikfilm og en god krimifilm. Med en kombination af begge skulle man så tro at jeg ville elske ’The Boston Strangler’, men det gjorde jeg ikke. Jeg hadede den heller ikke, men der var desværre ikke noget nyt under solen, hverken for den ene eller den anden genre. 

Med en mørk gullig colorgrade bliver seeren taget i hånden, så vi forstår at filmen altså udspiller sig i 60’erne og det vi ser, er krimi. En psykotisk seriemorder, som ikke bare dræber sine ofre, men også ”leger med dem”. Nogle uentusiastiske politibetjente, som kun overfladisk tager sig af sagen, og en nedgraderet journalist, som hungrer efter større opgaver og mere ansvar, der med megen insisteren til nøds får lov til at dække den store historie. Lyder det som noget man har set før? 

Jeg kan ikke lave om på at historien er som den er. Den er trods alt baseret på virkelige hændelser, men jeg savnede et andet take på de to genrer. Jeg kunne lige så godt have set ’Zodiac’, som så også er en bedre film. Bevares jeg var okay underholdt i de to timer filmen varede, men med x-faktor som mit absolut yndlingsprogram, er barren for hvornår jeg er underholdt også sat lavt.

Ære være kvinderne der banede vejen 

Der er, med denne film, lavet to film om the Boston Strangler. USA har produceret et hav af seriemordere, og dertilhørende film, hvorfor skal denne historie laves til film to gange?

Muligvis fordi det er en interessant historie om kvinders ret til at blive taget alvorligt i et såkaldt ”mandefag”. ’The Boston Stangler’ er dermed et kærlighedsbrev til kvinder i journalistikken. Som en af de første kvinder i undersøgende journalistik kan man vist roligt sige at Loretta McLaughlin, og hendes kollega Jean Cole (Carrie Cole), var nogle af dem der banede vejen.Keira Knightley gør det okay som Loretta, omend hendes portrættering er en anelse flad og upersonlig. Filmen skal dog have ros for at sætte fokus på de kvinder der banede vejen og rent faktisk vise, at det var det de gjorde. 

Når det så er sagt er jeg utrolig træt af at se at kvinder øjensynligt ikke både kan prioritere deres karriere og være gode mødre/partnere. Jeg kan dog ikke fornægte tiden filmen udspiller sig i. I 60’ernes USA var de to ting ikke forenelige. Spørgsmålet er om den del af historien er nødvendig for at drive filmen frem. 

’The Boston Strangler’ er filmens svar på fastfood. Masseproduceret, hurtigt mad der rigtig nok gør dig mæt i et øjeblik, men uden samme tilfredsstillelse som hvis du havde lavet et lækkert måltid fra bunden. Medmindre du selvfølgelig har tømmermænd, og hvis du har, kan du passende sætte Boston Strangler på og underholde dig selv uden at skulle forholde dig til andet end din hovedpine og trang til vand.