Tolv år har Richard Linklater brugt på sin nyeste film ’Boyhood’, der følger Masons (Ellar Coltrane) opvækst fra barn til ung. Temaet – hvad der på engelsk kaldes adolescence – er velkendt, men alligevel er denne film, som den selv proklamerer, aldrig set før.

Ovenstående er fakta, men bliver i høj grad en faktor for Linklaters filmfortælling, der ganske vist er uset, men som trods alt dækker tematikker, der synes velkendte. Udviklingen fra barn til voksen – adolescence – bliver det overordnede tema, der medfører den tilhørende identitetssøgen. At lave en film over tolv år er absolut imponerende og særdeles ambitiøst. Projektet anerkendes som enestående, men herfra må filmen tale for sig selv.

I ’Boyhood’ vokser Mason op med sin søster Samantha, der spilles af Richard Linklaters datter Lorelei Linklater. Ethan Hawke – kendt fra ’Before’-trilogien – har vundet genvalg i rollen som den fraværende far, imens Patricia Arquette spiller den godhjertede mor. Fra begge klicheprægede forældrekarakterer leveres imponerende præstationer, hvor især Arquette opløfter en noget krukket rolle. Hawke er rockstjernen, der aldrig slog igennem, Arquette genstarter studierne i håbet om at skabe en bedre opvækst for sine børn. Desværre skaber hendes trang til alkoholiserede kærester problemer for både hende og ikke mindst Mason, der som manden i huset tidligt tvinges til at blive voksen. Som alverdens mødre ønsker hun sine børn det bedste. Det er netop de fejl og mangler, der giver karakteren dimensioner og gør hende elskværdig.

Fravalget af det Linklaterske filmsprog

Med ’Before’-trilogien slog Linklater sit navn fast. Film der unægtelig er eksperimenterende med sine ekstraordinært lange indstillinger, hvori dialoger udføres legende let, imens Linklater lader kameraet køre. Hvad end det var i bagenden af en bus gennem Wiens gader, på en båd sejlende langs Seinen i Paris eller på en gåtur i den græske aftensol, lod man manuskriptet og skuespillet imponere. Netop dette Bazinske filmsprog har i nyere tid gjort hyperrealisme lig Linklater og Linklater lig hyperrealisme. Et filmsprog der i alle tre film har været imponerende vellykket.

I ’Boyhood’ har man bevidst undladt denne fortællestil. Kun i filmens måske stærkeste scene, er det netop det Linklaterske filmsprog, der taler. Den unge Mason går langs en aflagt vej, alt imens han og en jævnaldrende pige taler om den næstkommende fest. Det er ungdommens skrøbelighed inkarneret i en scene, og netop her udfoldes en fin dualisme i Masons forsøg på at virke distanceret til festlighederne, til trods for at han, som enhver ung mand, ønsker den accept en festinvitation i den alder kan være. Desværre bliver netop denne distance mindre nuanceret i takt med Masons opvækst. Senere taler han om Facebook som generationens kræftsvulst, nedladende om skolens sportsidioter og portrætteres generelt som drengen der meget tidligt har regnet verden ud. Måske havde en større sårbarhed i forsøget på,at finde sig selv blandt de mange tomme hylstre fungeret godt. Måske man dermed havde haft den sympati, der for Arquette aldrig forsvinder. Man taler om det store tilhørsforhold filmen fremkalder, men måske er netop fejl og mangler den største menneskelige genkendelse. Måske det havde været i Masons ikke eksisterende fejl, at man som tilskuer havde følt sig tættest forbundet. Når det er sagt, er Ellar Coltrane en gave. Både som barn og ung er han en aldeles uforudsigelig gave.

Tiden der går

Close-ups af spilkonsoller og apple-produkter fungerer som pejlemærker for tidens udvikling. Det bevidste fravalg af infoskilte synes befriende, men den forcerede fokusering på teknologi virker en smule selvmodsigende. Det havde klædt ’Boyhood’ at lade filmens fremragende soundtrack, og det bevidste valg af modens udvikling, fungere som tidsramme. I begyndelsen synger Samantha Britney Spears, i en scene høres Aaliyah og afslutningsvis spiller Gotyes ’Somebody That I Used To Know’ på en bar i Austin. Det er lige så velfungerende som den valgte popmusik er triviel. Visuelt forbliver ’Boyhood’ i løbet sine næsten tre timer en smule kønsløs, men det virker bevidst og lader fokus hvile på fortællingen, manuskriptet og præstationerne. Tre ting der heldigvis fungerer godt.

Der er ingen tvivl om, at ’Boyhood’ som filmprojekt er ambitiøst og enestående, men fra idéen til filmen opstår en kløft, der desværre aldrig lukkes. For mange klicheer og karikaturer fastholder ’Boyhood’ i, hvad den forbliver; en god film.