Når onde tunger taler fordomsfuldt om fransk film, ja så kunne de, efter denne anmelders mening, godt tale om instruktørdebuten fra en af fransk films helt store skuespillere; Daniel Auteuil som også spiller brøndgraveren og far til den datter, som filmen centrerer sig om. Med udgangspunkt i forfatter og filminstruktør Marcel Pagnols bog fra 1940 har Auteuil og folkene bag, såvel som foran kameraet lavet en film, der driver af Provencalsk skønhed så folk med frankofile fornemmelser får lysten styret til overflod.

At skuespiller og nu debuterende instruktør Daniel Autueuil har en kærlighed til bogen Brøndgraverens Datter kan der ikke herske tvivl megen tvivl om. Med et internationalt gennembrud i Pagnols nok mest kendte værker Kilden i Provence og fortsættelsen Manon og Kilden begge fra 1986 samt medvirken i en række senere film har Autueil så afgjort mere end et par timer investeret i den franske landsmand. Selve bogen stammer fra 1940 omhandlende 30´ernes Provence nærmere bestemt den ulykkelige affære mellem den fattige brøndgravers datter Patricia(Astrid Bergès-Frisbey) og rigmandssønnen Jacques(Nicolas Duvauchelle). Hun er netop vendt hjem efter en opvækst i Paris, og er derfor fremmed i byen og ved derfor ikke hvem Jacques er, da hun møder ham ved en å, på vej hen til sin fars arbejdsplads med frokost. Galant hjælper han hende over, og da hun efter endt madaflevering kommer samme vej tilbage får han hende overtalt til at køre med på hans motorcykel. De romantiske stemninger de to imellem skal snart nok udløse en konflikt. En konflikt der tager til i optrapning, da brøndgraverens kollega Felipe(Kad Merad) anmoder om Patricias hånd eller dvs. det når han aldrig rigtigt, da Patricia ender med at mødes i skjul med Jacques.

Ak, hvis ovenstående kan virke en smule altmodish i sit handlingsforløb, er det intet at regne for resten af filmen, der med sine dramatiske forviklinger, som uden at røbe hele filmens plot indeholder svigfulde mødre, 2.verdenskrigs  konsekvenser i form af sorg, og så tidens største skam; børn udenfor ægteskab!

Brøndgraverens datter er måske ikke en dårlig film for dem, der elsker klassiske franske film.  Film hvor handlingen groft sagt er et klichefyldt forvekslingsdrama, hvor overraskelserne er lige så få, som de grå dage i det idylliske mistralblæsende Provence handlingen udspiller sig i. At filmens musik er bedrevet af den bedste franske komponist for tiden Alexandre Desplat(bare i 2011 har han lagt musik til bl.a The Tree of life, Harry Potter of dødsregalierne og George Clooneys kommende film The Ides of March) redder ikke filmen fra at virke frygtelig gammeldags. Og ja, det kan være at kønsrollerne og klasseskellene dengang var ulige fordelt, men skal det serveres med en patineret patos sukret til med nostalgi så tyk at man som denne anmelder slår sig på den!?

Brøndgraverens Datter er ment som en hyldest til 1930´er i og omkring Provence, og som sådan lykkedes den til fulde. Dermed også sagt at filmen er for den type mennesker, der i modsætning til denne anmelder forstår at værdsatte den slags franske fornemmelser uden at finde dem for fine!