’Brakland’ er en vranten, undersøgende og omskiftelig teenager, der ikke kan sidde stille, og hvori vildskaben hele tiden lurer.

Teenagehjernen, en ufærdig, omskiftelig og larmende labyrint fyldt med billeder af bare bryster, dansende diskolys og uendelige gange af usikkerhed. Hvor humør og følelser er så voldsomme og utilregnelige som en tornado, der hærger Kansas, at enhver må springe i dækning, når de rammer.

Netop denne cocktail af forvirrede følelser og umulige fokus fanger Martin Skovbjerg med sin rå og intense spillefilmsdebut.

Simon er flyttet fra København til Vesterby, en lille flække i provinsen, hvor han møder den uregerlige rigmandssøn Bjarke. Under et skoleprojekt, hvor de skal filme byens liv, vokser et stærkt venskab. Dette bliver dog sat på prøve, da Bjarkes fars firma går konkurs, og Bjarke ryger ind på en selvdestruktiv vej.

Teenage tendenser
Den snævre teenage-verden bliver fint illustreret via kameraets position. Den colombianske fotograf David Gallego holder sig nemlig hele tiden oppe i hovedet på de to karakterer, så resten af billedet bliver sløret. Verden omkring er uvæsentlig. Det er her og nuet, der tæller. Det giver filmen et råt udtryk. Den understreges endnu mere ved den hårde og fragmenterede klippestil, hvor teenageren hele tiden er i bevægelse og med en konstant abrupthed i interesse.

På trods af disse bevidste valg mangler jeg nærvær. Teenagehjernen tager over i mit sind, hvor jeg har svært ved at holde fokus og interesse i historien, der springer rundt fra det ene øjeblik til det andet. Jeg føler mig mere som uberørt beskuer og bliver desværre ikke så påvirket af karakterenes udbrud og oplevelser. Det underbygges af filmens opbygning, der som i en klassisk historie er bygget op i tre akter, tre kapitler med en overskrift alle relaterede til abernes verden. Denne opdeling virker dog total unødvendig og tilføjer ikke styrke til historien, men giver den en brat og distancerende fortælling.

Pragtfulde præstationer
Filmens styrke ligger i skuespillernes nærvær. Særligt de to unge hovedroller er fremragende med deres naturlighed og lysende talent. Jonas Bjerril og Vilmer Trier Brøgger ER teenagere og leverer ægte teenage-dialog, som ikke er plotdrevet, men mere virker improviseret fra drengenes side og gør mig nysgerrig på deres verden. En verden, hvori de sammenligner byen og de voksne med aber. En interessant pointe, der slås fast med syvtommer søm igennem små klip og lyde fra et abebur i Zoo.

’Brakland’ er i særdeleshed en anderledes dansk coming-of-age film, som har en interessant og tydelig visuel stil. Musikkens intense bastunge mørke klang, der i øvrigt leveres af instruktøren selv med gruppen AV AV AV, smelter godt sammen med den lidt dystre tone, hvor man fornemmer noget lurende under overfladen. Som teenagerens raseri, der hele tiden ligger og ulmer klar til at springe frem og smadre alt på sin vej.

 

Foto: David Gallego