Nu er den her. Den længe ventede opfølger, der gør Bridget Jones-filmene til den trilogi ingen nogensinde har bedt om eller savnet, men som alligevel godt kan give mavemusklerne en omgang.

‘Bridget Jones Dagbog’ (2001) var i mine teenageår en fast del af julefilmsprogrammet. Filmen om den kære, kluntede, til tider selvdestruktive og dog ambitiøse Bridget på jagt efter kærligheden står som en af ‘de der’ britiske komedier, der kan stå distancen og klare et gensyn en gang om året. Efterfølgeren ‘Bridget Jones Dagbog 2’ står af en eller anden grund ikke særlig klart i hukommelsen, bortset fra den fantastiske slåskamp mellem de to kærlighedsinteresser Mr. Darcy (Colin Firth) og Daniel Cleaver (Hugh Grant). Nu er der så kun tolv år efter en dugfrisk efterfølger i biografen. Kan den måle sig, eller lever den i stedet op til ‘3’eren er den værste’ tendensen?

To knald og én baby
Både og. For det er sjovt. Bare ikke lige så sjovt. Bridget er stadig skøn, sjov og dejligt relaterbar. Hun har nået sin idealvægt og er blevet producer på et TV nyhedsprogram. Denne gang roder den nu 43 årige Bridget sig ud i at blive gravid. Men er det engangsknaldet med den flotte amerikanske dating algoritme guru Jack (Patrick Dempsey aka McDreamy) eller genforeningsknaldet med Mr. Darcy, som Bridget slog op med for et par år siden, der har resultereret i, at der er en lille ny Jones på vej? Det lægger op til en del ret sjov situationskomik, som faktisk er overraskende vellykket – og det fungerer sikkert endnu bedre i en fyldt biografsal med de bedste venner torsdag aften, end det gjorde mandag morgen med 10-15 stykker af det danske filmanmelderkorps.

Filmen er dog ikke uden ankepunkter. Ikke så meget på grund af hvad den er, men mere på grund af hvad den ikke er. Der er fra producenterne blevet pralet af at hele det gamle hold – med undtagelse af Hugh Grant – er tilbage. Med det menes der Bridgets hylende morsomme vennekreds og forældre. De er da med, bevares, men de har slet ikke lige så meget skærmtid som historien ellers lægger op til. Det er ærgerligt for vennerne var i høj grad med til at skabe det der specielle engelske ensemblecast, der på så mange måder var med til at bringe engelske komedier som ‘Notting Hill’ og ‘Love Actually’ ind i historiebøgerne.

Det kunne have været så godt
Man kunne her i feminismens fjerde bølge overveje om denne ‘kvindefilm’ kunne have brugt muligheden for at have været lidt mere radikal, lidt mere inkluderende, lidt mindre normativ og bare generelt lidt mere opfindsom end at stille spørgsmålet ‘Hvem er faderen til barnet?’. Jeg gad sku godt have set Bridget sige farvel til hele den der mande/børne jagt og komme i kontakt med noget radikal feminisme, acceptere sin kropstype og blive croquismodel, køre den sjoveste twitterkonto og slå ned på internethaters og hive Mr. Darcy med til diverse infomøder om intersektionel feminisme (han er forresten på mange måder den største feminist i denne film, hvor han som advokat repræsenterer en russisk protest gruppe a la Pussy Riot). Det tror jeg i hvert fald der var kommet en lige så sjov og nok mere relevant, dagsordensættende film ud af- I ringer bare hvis I skal have hjælp med nummer fire, Universal.

‘Bridget Jones’ Baby’ ER god underholdning og et dejligt gensyn med Bridget. Og på trods af en håbløs slutning, der næsten stjæler en stjerne fra denne dom, kan det anbefales at hive de bedste venner med i biffen og få et godt grin, uden at der er så meget at tænke over bagefter.