Af Sandra Holm
Man siger inden for medieverdenen at det kræver tilstedeværelsen af seks vigtige elementer at skabe en god film. Et godt manuskript, et godt manuskript, en god instruktør, en god filmfotograf, gode skuespillere og et godt manuskript. Dette er en god film.
Historien er baseret på den klassiske krimi-noir roman Brighton Rock skrevet af Graham Greene i 1938. I 1947 blev den filmatiseret første gang. Greene var selv med til at omskrive bogen til et manuskript og med Richard Attenborough i den dominerende hovedrolle skabte de en yderst vellykket film. Men at 2010 udgaven af Brighton Rock i teorien er et remake af et remake formår Rowan Joffe, manuskriptforfatteren (The American, 28 weeks later) og nu debuterende instruktør ikke at lade sig tynge af. Dette skyldes i høj grad element nr. 4 og element nr. 5, men det vender vi tilbage til. Rowan Joffe har i denne udgave ført historien fra det oprindelige 1930’erne op til 1964 og det en et markant anderledes miljø denne gangsterfilm udspiller sig.
I den engelske havneby Brighton møder vi den meget unge Pinkie (Sam Riley) der tilhører den ene af byens to gangsterbander. Da hans værge og bandens overhoved bliver myrdet ser Pinkie sit snit til at komme til tops og overtage byen. Det viser sig selvfølgelig at være alt andet end lige til og to ting står solidt i vejen for ham. Dels byen anden boss, den dekadente Mr. Coleoni (Andy Serkis fra Ringenes Herre-triologien, The Prestige og King Kong) og dels den unge servitrice Rose (Andrea Riseborough) der ved et uheld bliver vidne til et kynisk mord og derved, til både hendes og Pinkies store ulykke, bliver involveret i et råddent spil om ondskab, magt og skyld, viklet ind i en dødelig kærlighedshistorie.
Element nr. 4 er den britiske filmfotograf John Mathieson. På trods af den dystre historie giver han filmen sin egen skønhed der med en palet af stærke farver og skarpt lys, og totalt redefinerer noir-begrebet. Med sin sarte skarphed og storslåede sans for detaljen foreviger han det ene billede efter det andet i vores hukommelse, som han har gjort det så mange gange før med bla. Kingdom of Heaven, Phantom of the Opera og Gladiator.
Det er en smuk blanding af veteraner og nye stjerner der gemmer sig bag element nr. 5. Rose’ arbejdsgiver Ida Arnold spilles af Helen Mirren, som kun hun kan gøre det. Med integritet og mystik og aldrig falmende skønhed. Sammen med Phil Corkery, i skikkelse af den lige så evigt dygtige John Hurt, forsøger de at finde hoved og hale i intrigen og redde Rose ud med livet i behold. Den unge naive Rose, der blændet af sin første kærlighed giver sig fuldt og ubetinget, spilles af den betagende Andrea Risenborough (Made in Dagenham og snart i Never Let Me Go). Hun er underskøn, sjældent er så megen kærlighed misbrugt og spildt på noget så nyttesløst. Det er hjerteskærende. I orkanens øje finder vi Sam Riley, grim af ondskab, som den manipulerende Pinkie. Ingen han udstråle livslede som han, hvilket han slog fast med Control i 2007, og kombineret med dén manglende empati og uforudsigelig voldsomhed Pinkie besidder får vi en mørk, ubehagelig og grum psykopat, der sørger for at du på intet tidspunkt når helt tilbage til ryglænet i biografen og efterlader dig med en let kvalme. Han forvandler denne historie om kriminelle ambitioner til en tragisk skildring af en mands fald og han gør det overbevisende og fuldkomment.
Havde filmen ikke været så satans smuk og havde skuespillere ikke leveret så frygteligt troværdige præstationer, ville tragedien i denne historie ikke have været til at holde ud. Der er grænser for hvor meget ens tro på alt overvindende kærlighed og det gode i mennesket kan holde til. Men netop fordi de rører ved noget grundlæggende og gør det så inderligt og forstyrrende, sættes livet og kærligheden i et kynisk, men meget interessant perspektiv.
Det sidste håb om et kærligt ord bliver reddet af en hakkende plade og man må acceptere en kærlighedshistorie der ender, ikke, ”lykkeligt til deres dages ende”, men med ”hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af” og Richard Hawley melankolske stemme under rulleteksterne:
”There’s a heart breaking, I think it’s mine. There’s a storm coming…”
