To unge drenge løber gennem det norske landskab ned til vandet. Den ældste springer straks i, og da den yngste tøver, flyver det med barnlige skældsord. Vi er på intet tidspunkt i tvivl om, at disse to drenge er brødre.

I dokumentarfilmen ‘Brødre’ har den norske instruktør Aslaug Holm filmet sine egne to sønner over en periode på otte år. Vi følger dem intenst i de små og store øjeblikke: i skole, til fodbold og på badeværelset inden første klassefest. Holms egne tanker om det at være barn og nu mor binder filmen sammen til et refleksivt og vedkommende værk.

En smuk mosaik af livet
‘Brødre’ er en smuk skildring af livets mange facetter, og ved hjælp af den associative stemning, der skabes, når kronologien brydes, kommer vi til at forstå drengenes ungdom i forhold til barndommen. Filmen brillerer desuden ved sit fravær af klichéer og klassisk dramaturgi. Når den ældste bror drømmer om at blive rockmusiker i stedet for fodboldstjerne, som faderen vil det, ønsker vi ham det bedste. Men da han alligevel ender i fodboldens verden, ender dette – ellers ikke synderligt forløsende – narrativ med at gøre os endnu gladere.

Billedsiden er fantastisk smuk, især i de mere poetiske sekvenser i det norske sommerhuslandskab. Men også i de hverdagslige optagelser har Holm taget sig vigtig tid til nær- og stemningsbilleder, som skaber en betagende intimitet samt en imponerende gennemført stil gennem alle otte år. Man fornemmer også tydeligt, at der er arbejdet grundigt med lydsiden, som både gennem lydeffekter og underlægningsmusik skaber store følelser hos publikum og bringer os helt ind i de to drenges univers. Man trækkes selv tilbage til både folkeskolens kedsomhed og sommerens ubetingede leg.

Den svære slutning
Få steder svækkes indlevelsen desværre en smule, og man ærgrer sig, når man er nødt til at rive sig selv ud af det tætte samvær med drengene for at undre sig. Faderfiguren fremstår en smule unuanceret, og mod slutningen gør det en smule ondt, at man tydeligt mærker drengenes ubehag ved moderens vedholdende filmning. Filmen forsøger at redde det ved selv refleksivt at adressere udfordringen i at slutte en 8 år lang film, men det lykkes desværre kun delvist.

Et forståeligt spring
På filmens godt 100 minutter kommer man helt tæt på to individer, uden at det på noget tidspunkt bliver forceret. Og når den yngste bror i en af de sidste scener endelig tager springet fra hytten ud i det kolde vand, forstår man måske lidt mere af, hvad barndommen egentlig går ud på.