’Brooklyn’ er et fantastisk velskreven historisk drama, fyldt med interessante karakter og formidabelt skuespil. Den er simpel på den mest storslåede facon og helt igennem elskværdig.

’Brooklyn’ foregår i 1952 og er baseret på Colm Tóibín’s roman ved samme navn. Vi følger den unge Eilis, som ikke synes at kunne starte et liv i sin lille irske by i efterkrigstiden. Hun vælger derfor at flytte til Amerika og ender i den amerikanske bydel Brooklyn. Her følger vi hendes kamp mod hjemveen i en fremmed by, og forsøget på at finde et hjem væk fra hjemmet. Da hun møder den italienske ungkarl Frankie, lysner alt op, men en familietragedie drager hende tilbage mod Irland, der i hendes fravær pludselig har fået plads til hende. En romance med en lokal irsk fyr er med til at lokke hende til at blive i den lille irske by, og hun må nu vælge mellem det hjem, hun har kreeret for sig selv i Brooklyn eller det vante hjem, der er blevet skabt til hende gennem barndommen i Irland.

Not another love story

Der bor en lille feminist inde i mit hjerte, der hader når kvinder føler, de har brug for en mand i deres liv for at være lykkelige, men da jeg så Brooklyn, skete der noget forundrende. Trods Eilis først bliver rigtig lykkelig, idet hun danner par med Frankie, følte jeg ikke, det var en afgivelse af magt, eller svækkelse af Eilis selvstændighed. Indlevelsen er så stærk, at jeg forstår, hvordan dette nye bekendtskab afhjælper hjemveen. Hendes udvikling til et lykkeligere tilstedeværelse virker plausibel og naturlig, og det har intet at gøre med, at hun lige pludselig har fundet en mand der er den eneste grund til, at hun kan være glad. For dette er ikke hovedsageligt en kærlighedshistorie. Det er en historie om hjemve, kultur, det ukendte og ikke mindst en historie om en rejse. Hvor er det dog bare forfriskende at se en film, der ikke fokuserer på kærlighedsfortællingen, men på den personlige udvikling.

Formidabelt håndværk

For første gang i mit liv, kan jeg ikke udpege en enkelt karakter fra filmen, som jeg ikke finder interessant. Alle karakterende er nuancerede, spændende, virkelige og bliver ikke simplificerede til enten at være gode eller onde. Trods en kort indsigt i deres liv, forstår man deres tankeproces, man føler man kender deres fortid, selvom de ikke har fortalt mig om den, og jeg har lyst til at kende til deres fremtid. Bi karakterene er ligesom hovedrollen utrolig velskrevne, velspillede og langt fra blot fylde for hovedkarakterens historie – de er en historie i sig selv. Man kan umuligt give manuskript forfatteren Nick Hornby nok ros. Sjældent har jeg set så velskrevne karaktere som i ’Brooklyn’.

Ikke nok med, at ’Brooklyn’ er ufattelig velskreven, så er den også utrolig godt instrueret. John Crowley har skabt et flot univers, og der er ikke en finger at sætte på billedsiden. Det er realistisk og simpelt på den mest fabelagtige måde, og jeg har lyst til at stjæle Dr. Emmett Brown’s tidsmaskine, blot så jeg kan rejse tilbage til 1952 og være en del af den tids Brooklyn. Kontrasten mellem Irland og USA, samt Eilis’ sindstilstand fra start til ende, bliver tydeliggjort gennem de skiftende nuancer og kostumer, men på en naturlig og elegant måde så det ikke føles påtvunget. En film, der er så velskreven, smuk og velinstrueret er uden tvivl en stærk kandidat til 2016’s bedste film indtil videre.