Af Sarah Anna Roland

Med 20 nomineringer og 13 vindere bag sig, er det endnu en bedrift at Susanne Biers danske film Brødre fra 2004 er blevet solgt til USA.

I Brothers bliver den yngste bror, Tommy (Jake Gyllenhaal), løsladt fra fængslet og hans storebror, Sam, (Tobey Maguire), der har gjort karriere inden for marinen, beder ham om at passe på hans familie da han skal udsendes til Afghanistan allerede dagen efter. Det er en løsning både Sam og hans far, Hank (Sam Shepard) er godt tilfredse med. Hank er ellers generelt skuffet over sin yngste søn og har svært ved at skjule det – så da Sam forsvinder efter et helikopter styrt, er det Tommys chance for at råde bod på sin fortid og måske ændre sin fremtid. Sam bliver, i mod alle odds, fundet i live og vender hjem som en ændret mand, der nu skal genoptage livet som familie far og mand for sin kone Grace (Natalie Portman).

Umiddelbart er Tobey Maguire utroværdig som den omsorgsfulde far og elskende mand, måske fordi man har svært ved at ryste billedet af Spiderman af sig. Til gengæld falder han ganske let ind i rollen som psykisk ustabil, og her sidder man tilbage med en oprigtig frygt for at det kan slå klik for ham hvornår det skulle være. Som yngste bror, virker Jake Gyllenhaal lidt for dominerede i scenerne mellem de to brødre, hvilket får dette aspekt af filmen til at falde til jorden. Fordi han virker så dominerende, kommer det heller ikke som et chok, da forholdet mellem Sam og Grace stille og roligt udvikler sig. Scenerne mellem de to er i øvrigt nogle af de bedste i filmen og er med til at holde spændingen. Sam Shepard, der spiller Sam og Tommys far, Vietnamveteranen Hank Cahill spiller rollen som skuffet far forrygende. Det ville have været prikken over i’et hvis manuskriptforfatter David Benioff havde gjort noget mere ud af den lille historie. I det hele taget kunne kan ønske at han havde haft mod på at løsrive mere sig fra det oprindelige manuskript. I Bier og Jensens film bliver dilemmaet mellem savn og kærlighed til noget poetisk, og her virker historien om den hjemvendte soldat mere troværdig end i den amerikanske fortolkning. Introen til Brothers fremstår forkortet og forhastet som om den hurtigt vil frem til det filmen egentlig handler om: en kærlighedshistorie.

Filmens instruktør Jim Sheridan er kendt for at røre sit publikum. I hans film In America formår han at blande en følelse af håb med fortvivlelse, og synes derfor at være et godt bud på en amerikansk instruktør der kunne portrættere hvordan en familie ændres, når et af medlemmerne vender hjem fra krig og skal have hverdagen til at fungere igen. Det lykkes desværre ikke helt, men det er tydeligt at Sheridan med sit valg af relativt yngre skuespillere, har til hensigt at ramme et publikum mellem 20 og 30, som jo netop er den gruppe flest udsendte soldater og deres familier befinder sig i, i USA.

Hvis man allerede har set Susanne Biers Brødre vil den amerikanske genindspilning være en mindre vellykket gengivelse af et smertefuldt drama med et hint af romantisk mainstream. Hvis man derimod ikke har haft fornøjelsen, er Brothers en blanding af et romantisk Hollywood drama og problematikken omkring hvad man skal stille op med og gøre for krigsveteraner. Skuespillerne er som nævnt forholdsvis unge i Brothers og man kan håbe på, at det er med til at lokke et lidt yngre publikum ind og se en vigtig historie, som der er brug for at blive fortalt, også i Danmark.

4 ud af 6 stjerner