Sacha Baron Cohen har pustet liv i endnu en af sine Ali G Show figurer, den Østrigske superfeminine bøsse, modeentusiast og talkshowvært Brüno, som med blonderet hår, anusblegninger og et ligeså blondt ønske om verdensberømmelse, drager mod mulighedernes land, USA, efter en catwalk katastrofe, hvor et velcro-outfit har indkasseret en blacklistning og en fyring som vært for det, i egne øjne, überpopulære TV show Funkyzeit.

Equipped med to assistenter, ikke mindst den håbløst forelskede Lutz, går Brüno til sin plan om berømmelse som han går til sit sexliv, uden forbehold og grænser. Dertil skal lægges en høj grad af kalkulation, som fx anskaffelsen af et afrikansk barn ud fra den simple logik at det har virket for både Madonna og Angelina Jolie. På sin Odyssé mod berømmelsen kommer Brüno, nøjagtig som Borat gjorde i 2006, godt rundt i krogene af det amerikanske samfund. Brüno, som hviler i sin egen homoseksualitet som et spædbarn i sin vugge, opsøger konsekvent alle de steder hvor gay er et fyord, og man må beundre Cohens mod, for der er bestemt øretæver i luften, når Brüno tager på jagt med overnatning med machogutterne, melder sig ind i hjemmeværnet iført halsklud og deltager i et swinger party for heteroseksuelle. En nærmest pornopoetisk scene opstår da Brüno opsøger en clairvoyant for at få kontakt til og vejledning fra Milli Vanilli og her udfører et ekvilibristisk ”Luft Blow Job”. Det er mig bekendt ikke set før. Men det er ikke kun hos de mest homofobiske kredse at Brüno leverer et skud mere end de fleste kan synke – både fokus grupper og hans egen agent får nok af hans in-your-face gayness og Brüno må sande at vejen mod verdensberømmelsen glider bedre for de heteroseksuelle, så der er kun en vej frem: Brüno muss straight bekommen.

Sacha Baron Cohen spiller sin figur overbevisende – han har jo også selv opfundet den, så det er ikke så mærkeligt, men man imponeres alligevel over al det han lægger krop til – den mands personlige grænser må være pænt vidde. I rollen som den trofaste og forelskede assistent Lutz ses svenske Gustaf Hammersten i en til tider helt rørende og sårbar præstation. Det er igen Larry Charles der har instrueret. Larry Charles, som efter sin succes som co-writer på Seinfeld, har opnået en vis succes med sin sitcom Curb your enthusiasm (Christensen og Hvams Klovn har i høj grad hentet inspiration her), hvor han med udgangspunkt i sig selv som karakter, viser sin egen forkærlighed for humoren i det grænseoverskridende – så han er i høj grad et passende valg til opgaven.

Som i Borat (2006) giver den fiktive figurs møde med den virkelige verden i en mock-dokumentaristisk stil rig mulighed for at udfordre og lege med folks bornerthed, ignorance, fordomme og generelle utilpashed ved det anderledes. Brüno, såvel som Borat, er selv naivt tillidsfulde til omgivelsernes accept af deres egen ignorante og fordomsfulde person – så på den måde spejler figuren og ofrene smukt hinanden. At det er USA der lægger territorium til legepladsen er ikke helt tilfældigt, og det er da forfriskende at blive mindet op at USA ikke er 100 procent Obamaficeret, selvom vi danskere godt kunne tænke os at det var sådan.

Borat-fans vil uden tvivl forvente samme niveau af outrageousness med Brüno og de vil da heller ikke blive skuffede – men med de mange eksplicitte scener skal der nu nok være nogle, der får kildet deres skabshomofobi. Og måske er vi her fremme ved en eventuel pointe i Cohens film, for de af os der går ind og ser filmen, bilder os vel ind at vi ikke er som de stakler der står for skud og bliver udstillet gang på gang. Vi har vel alle en rem af huden, men hos Cohen får vi da lov at se hvor langt vi selv kan være med… og måske sole os i at denne gang blev det ikke for meget, det var kun Überrageous.