Ulykkelig kærlighed, familietraditioner, udstødelse, abort, arrangeret ægteskab. Man kan regne med ingenting og forvente det værste i det belgiske drama ’Brylluppet’.

Helt fra begyndelsen står den 18-årige Zahira overfor en urimeligt svær beslutning. Hun er blevet gravid ved en fejltagelse, og hendes ellers kærlige og tætte pakistanske familie stiller hende et strengt ultimatum. Hun kan skille sig af med fosteret eller indgå et arrangeret ægteskab.

You can run but you can’t hide
Den pakistanske baggrund møver sig ind på de friheder Zahira har nydt ved at være opfostret i Belgien. Præmissen er hård, og selvom filmens virkelighed passer dårligt ind i mit naivt altruistiske verdensbillede, taler frasen ”baseret på virkelige hændelser” sit tydelige sprog.

At Zahira er blevet gravid er som sådan ikke problemet for hverken hendes far eller hendes bror, men  omkring hende er alle enige om, at hun skal skille sig af med barnet. De belgisk integrerede ærkepakistanske forældres åbenhed snævres. I sidste ende er der flere forventninger til Zahira, end hun umiddelbart gik og troede.

En muslimsk teenagers apati
Zahira kan ikke skille sig af med fosteret. Netop fordi hun gerne vil være tro overfor sig selv som muslim. I en scene forsøger hun at forklare sin bror, at det er en ny lille muslim der vokser inde i hendes mave, som hun må tage ansvaret for. Tro og praksis bliver filmens tveæggede sværd. Alle familiemedlemmer er i dilemma. Alle elsker Zahira men kan samtidigt ane, at hun ikke helt forstår, hvad hun går ind til.

’Brylluppet’ prøver i den grad at give sin seer et nuanceret billede af indvandrerfamiliens udfordringer. At det rigtige absolut ikke er ens for alle, selvom de måske ville ønske det. For forældrenes generation er plagede af traditionen, der som et spøgelse fordærver deres kærlighed og ambitioner om at give datteren frihed. I sidste ende er det Zahira, som må lægge krop til sine forældres splittelse mellem tradition og kultur.

Undervældende dramatisk
Zahira er som hovedkarakter frustrerende apatisk, hvilket også gør hende dybt uforudsigelig. Filmens handling og tone er grundlæggende vanvittigt dramatisk. Fordi konflikten er så altafgørende for udviklingen i filmen, er det dog svært at lade sig rive ordentligt med. Alt er på spil fra start, og man er tvunget til at forholde sig til det. Zahira er på grund af sin handlingslammelse i dilemmaets altomsluttende helvede så lukket, at det kræver meget, at involvere sig fuldt ud i hendes følelsesliv. Det gør bestemt ikke filmen mindre interessant, men desværre mindre spændende.

Det er i særdeleshed beundringsværdigt at skabe en film om et politisk minefelt som muslimske ærestraditioner, der samtidig bærer præg af ungdomsfilmens stærke følelser. Der er mange levende indstillinger af Zahira, der drikker mineralvand til en fest med et kæmpe smil eller løber efter bussen, så hendes slør falder ned om skuldrene. I barsk kontrast til en hjerteskærende scene, hvor hun slås med sin egen far midt på gangen på sin skole. At hun er et selvstændigt, levende individ er ikke til at tage fejl af, men desværre viser baggrundshistorien også, hvorfor det måske er sværere end hun tror at skabe det liv, hun ønsker.