Sød fransk komedie bidrager med muntre øjeblikke, men får aldrig frigjort sig fra stereotyper og en forudsigelig historie.

Det borgerlige ægtepar Claude (Christian Clavier) og Marie (Chantal Lauby) har fire smukke døtre. De er søde, dejlige og har alle nået giftealderen, hvilket burde fryde deres forældre. Men da de tre første piger gifter sig med henholdsvis en muslim, en jøde og en kineser, er det lige ved at være for meget for de ærkefranske konservative katolikker. De frygter naturligvis hvem deres yngste datter finder sammen med, men da hun kommer hjem og fortæller at hendes forlovede hedder Charles, vil jublen ingen ende tage. Charles – ligesom De Gaulle! Der er dog et problem. Han er sort.

Filmens setup er ikke ligefrem nyskabende, og lyder næsten som en gammel barjoke (”En rabiner, en kineser og en præst går ind på en bar…”). Karaktererne er bestemt også set før, som f.eks. den patriarkalske far, der er så patriotisk, at det grænser til racisme, eller den følsomme søster der kan bryde sammen hvert øjeblik. Alligevel var jeg fint underholdt – særligt gennem filmens første halvdel. Kombinationen af fransk charme og sprog er ikke helt til at stå imod, og så gør det ikke helt så meget, at man ved, hvad der kommer til at ske. Særligt familiemiddagene er hyggelige, hvor alle de stereotypiske kulturelle forskelle kommer til udtryk.

Hyggen og charmen holder desværre ikke ved hele filmen igennem, og forudsigeligheden og klichéerne bygger sig op til et punkt, hvor det ikke rigtig er sjovt længere. Den store konflikt der leder op til slutningen, bliver man aldrig revet med af, og det er derfor også svært at være engageret i, hvordan det hele afsluttes. Temaet om vores kulturelle forskelle, som måske ikke er så store endda, er fint, men også så hyggelig og uden kant, at man aldrig bliver suget helt ind i filmen. Charmen kan man imidlertid ikke komme udenom, og hvis man er til en lille fin, uforpligtende og hyggelig fornøjelse, er ‘Bryllupskaos’ er udmærket investering.