David Leitch som instruktør på et action kammer- (læs: kupé) spil, ikke langt fra ’Train to Busan’. Hvad kan gå galt? Rimeligt meget åbenbart.
’Bullet Train’ er den nyeste satsning fra action-renæssancemand David Leitch, kendt fra filmene ’Deadpool 2’ og ’John Wick’-serien. Desværre er Leitchs nyeste, ikke lige så mindeværdig som ovenstående. Det sørger et overfyldt plot og en masse forglemmelige karakterer for.
At forsøge at forklare handlingen i ’Bullet Train’ er som at bede en gymnasieelev om at forklare Illiaden, efter 7-8 øl. Det ville være underholdende og der er en god chance for at Brad Pitt nok bliver nævnt , men kohærent ville det bestemt ikke være. Et forsøg bør dog gøres. Ladybug (Brad Pitt) er en tidligere lejemorder, som har besluttet sig for at starte på en frisk. Nu vil han kun påtage sig opgaver uden drab.
Uheldigvis for ham, agerer han vikar på en forkert dag og lander på et tog fyldt med andre lejemordere (Joey King, Aaron Taylor Johnson, Brian Tyree Henry m.fl.), som forsøger at få fat på netop samme kuffert, som han er ude efter.
Dygtige skuespillere giver dårlige præstationer
Brad Pitt spiller Ladybug, hvis karakternavn er en smule humoristisk, da et (af de få) træk Ladybug har, er at han er uheldig. Hvis man kan huske slutscenen i ’Once Upon a Time… In Hollywood’, hvor en tydeligt påvirket Brad Pitt bumler sig igennem en slåskamp, så er det nogenlunde samme vibe han giver her. For selvom det er charmerende at se Pitt tale om selvrealisering og indre fred, mens han ihærdigt deler huskekager ud til et utal håndlakajer, mangler publikum, ikke ulig Ladybug, en grund til at vi skal gå op i hvad der foregår.
Resten af filmens cast klarer sig ikke bedre. Brian Tyree Henry hopper konstant mellem en amerikansk og britisk accent. Aaron Taylor Johnson affyrer u-sjove replikker i sådan en hastighed, at selv Guy Ritchie ville bede ham om at sætte farten ned. Michael Shannon dukker op i 3. akt, med langt gråstribet hår og en Hefner-agtig badekåbe og forsøger at være intimiderende. Det går bare ikke så godt, især når hans udseende leder en til at tænke på et kryds mellem en deprimeret Willy Wonka og Steven Tyler.
Chekhovs riffel er (fortsat) ladt
’Bullet Train’ lider under samme problem som Leitchs neo-noir ’Atomic Blonde’ med et overkompliceret plot, som ikke er fortalt på en synderligt interessant måde. Med belejlige flashbacks og alt, alt, alt for mange unødvendige forhistorier stoppes filmens momentum ofte, fordi der lige er en historie vi skal have med. Præmieeksemplet er en forhistorie for en forgiftet Fiji-vandflaske, som får et helt minuts spilletid, selvfølgelig med logoet vendt ud mod publikum. Corona-øllen for en lignende behandling. Disse stop formår at få en to timers film, til at føles som en tre timers.
Men det er ikke helt fair at give Leitch al skylden, da manusforfatteren (Zak Olkewicz) kun har skrevet én film inden denne, hvilket kan mærkes. Setup og Pay-off bruges flittigt i filmen, men Olkewicz burde være mere nænsom i sin brug. Et eksempel er en giftig slange, som slippes løs på toget.
Vi, som publikum, er klar over at hvis en slange er sluppet løs, er den fortsat løs indtil den kommer i spil. Vi behøver ikke flere klip af slangen, som forsikring om at den stadig snor sig rundt mellem passagererne, men alligevel insisteres der på at slangen skal vises igen og igen. Stol dog på publikum, for pokker!
Instruktionen er dog ikke helt forkastelig og nogle få øjeblikke redder filmen fra at være en fuldblodig fiasko. Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet når et japansk cover af ”I Need a Hero” agerer underlægningsmusik til en af filmens actionscener.
Trods en stjernebesat besætning, kan hverken Leitch eller skuespillerne hæve ’Bullet Train’ over meh-niveauet. Spar biografpengene, eller se ’Train to Busan’ i stedet.
