Af Sandra
Denne anmeldelse er rettet mod alle, hvis hjerte løftedes en smule da Hugh Jackman ved Oscarshowet forrige år erklærede at musical is very much alive.
Ali (Christina Aguilera) er definitionen på en lille pige med store drømme. Vi møder hende i en snusket bar, i en dødkedelig by, hvor hun slider for en idiot af en chef. Ikke et attraktivt liv, og langt fra det hun drømmer om. Så hun pakker sin kuffert og tager til L.A for at blive rig og berømt. En aften ender hun tilfældigt foran The Burlesque Lounge, og efter at have brugt sine sidste sparepenge på entréen, trækkes et tungt fløjlsgardin til side og Alis hjerte springer et slag over, overvældigt af den verden hun træder ind. Klubbens ejer Tess (Cher fra Silkwood, Moonstruck) åbner aftenens show med et fabelagtigt nummer (der trækker fine referencer til Bob Fosses Cabaret fra 1972), og resten af klubbens farverige piger miner og danser sig vridende og forførende lige ind i Alis hjerte. I baren møder hun den unge bartender og musiker Jack (Cam Gigandet fra Orange County, Twilight), som øjeblikkeligt får et godt øje til hende og giver hende arbejde som servitrice. Men det er scenen og ikke gulvet Ali drømmer om at indtage. Showbizz er hardcore og hun må kæmpe mod alt og alle for at blive set. Heldigvis får hun den ene chance der skal til, af Tess’ trofaste og vidunderligt kyniske partner in crime, Sean (Stanley Tucci fra Lovely Bones, Dewil wears Prada). Men som det så ofte er med drømme, kommer virkeligheden ind fra siden og ødelægger det hele. I dette tilfælde i form af, meget aktuelt, en økonomisk krise. Tess’ eksmand Vince (Peter Gallagher fra Orange County), der er medejer, vil gerne købes ud og forsøger at få Tess til at accepteret et tilbud om opkøb fra entreprenøren Marcus (Eric Dane fra Grey’s Anatomy), – der dog hellere vil bygge højhuse på den attraktive adresse. Som tidsfristerne udløber og det hele synes fortabt, viser Ali sig at være mere end bare en helvedes god entertainer..
Burlesque er et overflødighedshorn af palietter, blonder, glimmer, parykker, røde læber, tylskørter, lingeri og perler. Visuelt bevæger den sig på Moulin Rouge! og Chicago niveau og både set- og kostume designeren fortjener stor ros. Musikken er iørefaldende og fangende og ualmindeligt godt præsenteret. Hvorfor affinde sig med Less is more, når alle ved at Diamonds are a girls best friend?
Historien er ligegyldig, forudsigelig og replikkerne er hjælpeløst dårlige. Christina Aguilera kan ikke spille skuespil for at redde sit liv, men til gengæld kan hun holde en tone, med hovedet ned af, snurret ind i satinkorsage, på sylespidse stiletter herfra og til dommedag. Og for det fortjener hun både sin spot og sit stående bifald.
Cher ligner sig selv, bogstavelig talt, men leverer, som den legende hun er, en smuk performance og får på elegant vis både givet faklen videre, men på samme tid slået fast at ”we haven’t seen the last of her.”
Stanley Tucci, er som den eneste i stand til, med overbevisende integritet, at levere de klichéer filmens manuskript er bygget op omkring. Hvis man, som undertegnede, har hans præstation i The Lovely Bones fra 2009 klar i hukommelsen, kan man ikke andet end at forundres over hans karismatiske og varierede talent.
Filmen er netop blevet nomineret i kategorien Bedste komedie/musical ved årets Golden Globes og verden over har kritikere måtte tage hatten af og bøje sig i (stjerne)støvet for Christina Agulieras ubenægtelige talent for at stå på en scene.
At filmen går fra at være en hyldest til den cabarettradition som opstod på Broadway i begyndelse af det forrige århundrede, til at minde mere om uendelig live version af en musikvideo, er lidt en skam. Men den, ”ikke seksuelle, men altid sexede”, ”nok se, men ikke røre” mentalitet der er genrens essens holder og det er en mangelvarer der i vor tids verdensbillede er værd at bemærke.
Det er ikke en god film, i ordets generelle betydning, men det er en rigtig god film inden for sin genre. Så, se den, føl den og mærk hårene rejse sig på armene når legenden og superstjernen indtager center stage.
4 ud af 6 stjerner.