Kender du det, at noget er så godt, at det faktisk er skidt?

’Burning’ er en novelle i filmform, og er da også baseret på en novelle af Haruki Murakami. Filmen er underspillet og betydningsmættet som en ægte novelle, hvor tricket er at fortælle meget med få ord, så hvert ord og begivenhed får større betydning.

Sådan fortælles ’Burning’ i den grad. Som seer tolker man på enhver bevægelse og ethvert billede, og det er mesterligt lavet. Min kritik af filmen er derfor også dens force – at den er så velfortalt, at selv den dovneste danskelev ville kunne placere den i den berømte berettermodel.

Er der en dansklærer tilstede?

Det er særligt to karakteristika, der gør det umuligt at abstrahere fra det skematiske ved filmen: et smalt karaktergalleri og en afgørende begivenhed. Det er nemlig det tilfældige møde mellem hovedpersonen Jungsu og kvinden Haemi, der sætter handlingen i gang, og forholdet forbliver det mest centrale for Jungsu gennem handlingen.

Før mødet lever Jungsu ikke rigtigt. Han har det stramt med sig selv og hele den store verden, som mest af alt arbejder imod ham. Han vil være forfatter, men leverer pakker på deltid og passer ellers sin fars gård. Derfor har han ikke rigtig noget at skrive om.

Efter det tilfældige møde med Haemi involveres Jungsu i et trekantsdrama, hvor rigmanden Ben udgør tredjeparten. Ben er ”The Great Gatsby”, som Jungsu bemærker: Han er alt det Jungsu ikke er – smart, smooth og frem for alt mystisk.

Var jeg dansklærer, ville jeg fryde mig over at have en ideel, flot og velfortalt film at vise mine elever, når vi var nået til noveller på pensum. Men ud over at være didaktisk, bliver fortællingen for stilfærdigt og skematisk. Jeg savner mere end en stille brand for at holde mig til ilden.

Manic Pixie Dream Girl VS. Femme Fatale

Filmen har et andet stort problem: den lider hårdt af Manic Pixie Dream Girl-syndrom. Slår man Manic Pixie Dream Girl op på urbandictionary.com, kan man læse, at Manic Pixie Dream Girl er fantasien om en skør men sexet kvinde, der kan hjælpe den følsomme mand til at tage favntag med livet i alt dens underfuldhed.

Det er en uhyggelig præcis beskrivelse af Haemi. Hendes rolle i filmen er ikke andet end at være katalysator for Jungsus kreative proces.

Øv! Jeg er træt af endimensionelle kvinder på film. At man forventer den slags af film i andre genre, der ikke på samme måde udfordrer hverken stil eller billedsprog, er forventeligt, men at en film med så høje kunstneriske ambitioner som ’Burning’ gør det, er decideret deprimerende.

Ben og Jungsu repræsenterer også maskuline stereotyper på den følsomme forfatter og den selvsikre rigmand, men hverken Ben eller Jungsu er udelukkende til som offerlam på fortællingens bål, og deri ligger forskellen.

Alt i alt er ’Burning’ smuk og poetisk. Et pragteksemplar på stilfærdig, men sprængfarlig filmfortælling. Konflikten ulmer og gløder, og med få virkemidler når filmen langt. Desværre er det hele så veltilrettelagt, at det bliver kedeligt, og et slemt tilfælde af Manic Pixie Dream Girl ødelægger oplevelsen.