Selvom der lokkes med både kendispryd og lækre gourmetanretninger, er der ikke meget i bid i foodie-filmen ‘Burnt’.
Mesterkokken Adam Jones, som spilles af den efterhånden allestedsnærværende Bradley Cooper, og filmen ’Burnt’ har to ting til fælles. Begge er sammensat efter kedelige, forudsigelige opskrifter og begge kæmper de efter at nå den tredje anmelderstjerne – den ene hos Michelin, den anden hos denne hårdhjertede kritiker. Men hvor Jones er godt på vej, kan det samme ikke siges om John Wells’ nye foodie-film.
Den perfekte opskrift
Alle ingredienserne er ellers i orden. Wells sætter tænderne i brandvarm kartoffel med sit fokus på tidens nye rockstjerner: Michelin-kokke. En appetitlig og stilfuld billedside akkompagneres af liflige violiner til historien om en has been-gourmetgud, der kæmper mod egen arrogance på sin vej tilbage mod toppen.
Dertil serveres et stjernecast på stribe i nøje afmålte portioner. Uma Thurman strutter forbi i rollen som vred, lesbisk madanmelder, mens Daniel Brühls stive tyske facon indtjener ham rollen som homoseksuel maître d. Derudover iklæder Emma Thompson sig teltlignende kjoler i rollen som psykoanalytisk sensei, der skal guide den vildledte jedi-kok tilbage fra den mørke side.
Manuskriptforfatter Steven Knight, som står bag veloplagte godter som ’Locke’ og ’Eastern Promises’, har dertil tilsat lidt drama, en smule romance, et par montager og voila: resultatet er en helt igennem behagelig (læs: drønkedelig) opskriftrytter af en film, der med sine bundstereotypiske figurer og sin kedelige fortællestil ikke nærmer sig de kulinariske orgasmer, som hovedpersonen Jones stræber efter.
En tør fornøjelse
Mens alle kendisserne omkring ham således proppes ned i gamle skabeloner, indtager Adam Jones selv rollen som kedelig kransekagefigur. Den arrede, arrogante antihelt, der efter sigende skulle være vildt spændende og lidt af en trussetyv, har præcist lige så meget charme som en daggammel napoleonshat.
Hvorfor Bradley Cooper er gået hen og blevet så stor en Hollywood-darling mangler jeg i det hele taget forståelse for. Karisma har han jo ikke meget af, og det kan lidt fransk, som han taler i filmen, altså ikke bare sådan lige veje op for. Nej, end ikke det indsatte og noget genkendelige kærlighedsplot med en undercuttet Sienna Miller er nok til at fyre op under gryden og give manden lidt glød.
Så mens Adam Jones kæmper for at nå den sidste Michelin-stjerne, må John Wells altså nøjes med de to fra Nosferatu. Og gid han må tage det som en opfordring til ikke at følge opskriften så stringent næste gang.