Mandag morgen og endnu en dag med underholdning i børnehøjde. Det blev til en hurtig kop kaffe, en ølandshvedebolle og et par artikler, før jeg måtte vælte ud af døren og cykle den lange tur til Amagerbio. Det her event havde jeg dog glædet mig til! Jeg skulle nemlig til ’Gys og Gru!’. Først ville monstertegner John Kenn Mortensen (AKA. Don Kenn) tegne monstre efter børnenes ønsker, derefter skulle der vises 6 uhyggelige kortfilm. Som bonus er en af mine kammerater folkeskolelærer på Skottegårdsskolen, og han skulle have sine sjette klasser med til eventen. Så kunne jeg jo snakke lidt med dem om oplevelsen.

Gys på Amager
Det første der slog mig i Amagerbio, var igen elevernes massive oppakning af chips, cola og slik. Dette måtte have været til stor misundelse for min kammerats elever, hvis skole havde truffet en kollektiv anti-slik beslutning. Da Don Kenn begyndte at trylle med sine streger, faldt der dog ro over publikum og han fik tegnet både en zombieenhjørning og døden. Til elevernes store utilfredshed kunne han desværre hverken tegne zombie Joey Moe eller vampyr Suarez (en kunstner er vel hævet over populærkulturen).

Efter Don Kenns underholdning blev der vist 6 uhyggelige kortfilm. Den første var ’Moritz og Skovånden’, en halvuhyggelig tysk fortælling om drengen Moritz, der modtager dialyse i forældrenes skovhus. Filmen var som sådan rigtig fin, desværre virkede det ikke som om at de unge elever rigtigt forstod den dybere mening i kortfilmen, hvor Moritz får slået sit syge alter ego, i form af hans ”lillebror”, ihjel med hjælp fra Skovånden.

Derefter fulgte ’Snemanden’, en stopmotion animation om en ond snemands overfald på hans menneskelige skaber, denne virkede ifølge børnene, mere morsom en skræmmende.

Den tredje servering blev den norsk producerede ’Bangebuks’. Hvor en storebror forsøger at skræmme sin søster til døde. Selv jeg blev skræmt af denne kortfilm og dens anvendelse af alle genrens chokeffekter, men jeg har nu heller aldrig kunne bryste mig med mine nerver af stål.

Efter den tredje kortfilm begyndte de sukkerhøje elevers tålmodighed, så småt at ophøre, og snakken gik højt i lokalet under visningen af den amerikanske ’Vasketøj’. I filmen kan det nylige skilsmissebarn Sam ikke få rent tøj i kælderen, grundet et vasketøjsmonster. Monsteret illustrerer forældrenes skilsmisse og det faktum at Sams mor ikke kan overskue huslige forpligtelser i hendes sorg. Desværre endnu en pointe, der syntes at gå henover hovedet på de colahøje elever. Den femte kortfilm ’Natbus’, var en noget ligegyldig kort visning af et drab, intet mere, intet mindre. Her fik eleverne dog lov til at gyse lidt.

Den sjette film bød på den danske instrueret kortfilm ’Aqualorius!’ af Nikolaj Tarp. En rigtig fin fortælling om mobbeofret Lars, der skal hente en mønt på bunden af en svømmepøl for at undgå at yderligere mobning. Dette var højdepunktet for mig, kortfilmen spillede på alle de sædvanlige gysereffekter, og mit hjerte hamrede af sted. Desværre fik jeg ikke snakket så meget med eleverne som jeg ville have, men 6.b fra Skottegårdsskolen var mest imponerede af ’Bangebuks’ og ’Natbus’, filmene med størst splattereffekt.

Film med sukker i højsædet
Tirsdag morgen kom jeg hurtigt til at fortryde den lette gang honning jeg havde hældt udover min granola og skyr morgenmad. Jeg var nemlig en tidlig tur i CinemaxX for at se den dokumentaren ’Fed Up!’, der sætter fokus på det høje indhold af tilsat sukker i amerikanske fødevarer og fedmeepidemien generelt. Årh, sweet irony, at se sådan en dokumentar omringet af 150 colaslugende folkeskoleelever kl. 10 om morgenen (vi snakker 0,7l per snude).

Som historiker, har jeg det generelt svært ved faktuelle dokumentarer grundet min kildekritiske tilgang, og i ’Fed Up!’ er det tydeligt at instruktøren Stephanie Soechtig, har valgt en bevidst tilgang til emnet omkring tilsat sukker. Dokumentaren lægger stor vægt på at det ikke altid er overvægtige personers egen skyld at disse er overvægtige, men derimod store firmaer som Coca Cola, Kelloggs, Nestlé etc., da disse fjerner fedtstoffer fra produkter, og i stedet tilsætter sukker. At man fra instruktørens side mener at det er bedre at pege fingre af firmaerne, frem for at se nærmere på generel ernæringsoplysning til det amerikanske folk undrede mig en del undervejs. Alligevel giver dokumentaren et godt indblik i, både hvordan store firmaer agerer i kampen om markedsandele, og statens dilemma i både at skulle promovere sund kost, og samtidig understøtte de store firmaers økonomiske interesser, så jobs ikke går tabt. Desværre for publikummet (8-10 klasser) var filmen ikke med danske undertekster, og jeg frygter at en del af oplysningen er gået tabt for dem. Mange af dem kunne simpelthen ikke forklare hvad de havde set, da lærerne efterfølgende spurgte ind til filmens indhold.