Fredag d. 6 september

Buster Filmfestival er mere end bare filmen. Det bliver der i hvert fald proklameret ved forskellige workshops og aktiviteter, der sætter sig ud over den oplevelse, det er at sætte sig ind i en mørk biografsal i formiddagstimerne. Men kan filmen i sig selv være mere end bare ren oplevelse og underholdning? Det mener festivalen i hvert fald selv, som igennem en række tematisk beslægtede film prøver at sætte fokus på problematikker og spørgsmål, som barnet eller den unge kan støde på i og udenfor hverdagen.

Sådan et tema har Buster i år valgt til at være inklusion. Et tema, der blandt andet florerer i den tyske Kopfüber (på dansk: Op og Ned). En film om drengen Sascha der efter længere tid med voldsom og kriminel opførsel får konstateret det omstridte og elskeligt forhadte ADHD-syndrom, og derefter får tildelt en hverve der skal guide ham på vej i livet.

Instruktør Bernd Sahling var til stede ved dagens visning. Her fortalte han historien om, at han på et tidspunkt i sin karriere var nødsaget til at tage et job som hverve for et barn med en diagnose tilsvarende Saschas. Det er tydeligt at karakterskildringen af den sjældent stillesiddende dreng har fået et løft i den rigtige retning med Sahlings egne erfaringer. Og trods det høje tempo der omgiver filmens hovedeperson, er klipningen så sagtelig og fokuseret, at der bliver tid til fordybelse i karakterens udvikling. Et træk Sahling selv pointerede ved visningen og ved et uformelt interview på en bar i indre København senere samme dag.

‘When Sascha takes his medicine for the first time, the camera is in a still position for over 5 minutes. That’s a long time, but it takes that long for us to experience how this character developes through his expressions’ fortalte Sahling i sit interview. Tid er en essentiel del af Kopfüber, især på et tematisk plan. For det tager tid at behandle urolige børn ordentligt, mener Sahling. Medicin er en udvej og en nem løsning for at få børnene til at opføre sig, som de nu er indstillet til at skulle i skolesystemet. Men om det er det rigtige, eller om mere tid er krævet, lader instruktøren være op til sit publikum at bestemme.

‘Kan vi ikke bare flyde med strømmen’, spørger Sascha i filmen sin hverve på en af deres fælles kanoture. En lille, men sigende kommentar på det sprog Sahling formulerer sin film med.

Det fulde interview med instruktør Bernd Sahling kan høres i Nosferatus radioprogram, torsdag d. 12 september på Universitetsradioen 95,5 fm.

Lørdag d. 7 september

Men Sascha er ikke det eneste udsatte barn på plakaten for årets Buster Filmfestival. Faktisk er en hel sektion i programmet dedikeret de mere eller mindre fortabte sjæle i boligblokkenes triste grå facader. En sådan deler navn med ovenstående karakter i Kopfüber, men er af modsatte køn og optræder i filmen Scherbenpark, der ud over navnebroderskab også er landsmand med Sahling og hans karakterer.

Filmen er dog ikke baseret på nogle virkelig hændelser, men er en filmatisering af den tyske bog af samme navn. En bog og en film der centrerer sig om pigen Sascha, der efter tragisk at have set sin mor blive skudt ned af sin stedfar må tage livstag med overlevelsen i et ghettomiljø af den bryske slags. Hun får dog hjælp af avisejeren Volker og hans ultrapubertære søn Felix, og så er scenen sat for et underklasse-møder-overklasse-hverdagsdrama sat på spidsen.

Men selvom tematikken er elskelig og Ulrich Noethen, der spiller den middelaldrende Volker, gør en brav præstation er dialogen en smule vag og for udskrevet og handlingen for forudsigelig. Men Scherbenpark deler under overfladen flere lighedspunkter med Kopfüber og slår sig godt på blandt andet den minimalistiske kameraføring, der skifter mellem close-ups og håndholdt. Samt et skrabet, nærmest ikke eksisterende, soundtrack der i sine få sekvenser dog udfylder sin rolle eminent. Og som kommentar på en essentiel problematik omkring ghettodannelse i Berlins forstader fungerer den ganske godt.

En tredje film på årets Buster program deler den socialrealistiske tematik, men har til en forskel sin produktion fæstnet på fransk jord.

La Cite Rose er i hjemlandet, ifølge instruktør Julien Abraham der var tilstede ved dagens visning, en succes af kaliber. Forståeligt på den facon at filmen i selve sin produktion er noget af et sidetykke. Bernd Sahling sagde om udvælgelsen af sin hovederolleskuespiller at vedkommende skulle kunne relaterer til de problematikker karakteren gennemgik på et personligt plan. Om noget kan man sige, at det meste af castet på La Cite Rose har bandekonflikter, livet i ghettoen og raceproblematikker helt inde på livet, da de lever og bor der. Abraham udvalgte nemlig sit produktionshold på baggrund af deres tilhørsforhold i den virkelige verden.

Det kan tydeligt mærkes i La Cite Rose, der ikke har skyggen af tysk pessimisme i sig, men derimod det meste af filmen igennem er en solrig og varm film om livet i de udsatte steder i forstaderne til Paris. Med lige dele action og varmhjetethed bliver tilskueren ført igennem historien om Mitraliette, Isma og Djibril, der på hvert deres tidspunkt i livet oplever udfordringen ved ikke kun at bo i et udsat boligmiljø, men også at måtte kæmpe med deres fælles baggrund som børn af det afrikanske Mali. En stærk film med masser af varme, smil og et fedt soundtrack uden filter.

Fælles for alle tre film er den samtidige umærkelige og mærkelige kendsgerning, at en reel faderfigur ikke er til stede i nogen af de tre instanser. Fantasiløst? – eller måske netop stærkt kendetegnende for det desillusionerede og hårde hverdagsliv i de udsatte boligområder på det europæiske kontinent. Men et vigtigt element er det i alle henseender, at der netop bliver sat fokus på disse tematikker ved en festival for børn og unge. Ja, der bliver skudt, sparket og slået. Endda røget en cigaret eller to for meget af mindreårige. Men det er en reel del af det virkelige liv, og en stor ros skal lyde til Buster for at have det med blandt årets visninger.