Angelina Jolies tredje tur i instruktørstolen resulterer i et depressivt og tonstungt ægteskabsdrama, der ser flot ud på overfladen, men hurtigt visner i erindringen.

”I smell fish” hvisler Vanessa i filmens indledende replik, og det viser sig, at hun ikke er helt galt på den, for da hun kort tid efter spørger, hvor den lyd, der er i baggrunden, mon stammer fra, informerer hendes husbond hende straks om, at det er jo havet. Ser man det. Man skulle jo tro, at det var indlysende, sådan som de går der langs kysten, men det er det altså ikke. Ikke i den her film. Og på samme måde er resten af ’By the Sea’ præget af gumpetunge replikudvekslinger og en tilstræbt mystik i alle ender og kanter.

Klichékunstnere i stiv modvind
’By the Sea’ foregår i 1970’erne, hvor Angelina Jolie og Brad Pitt spiller henholdsvis eksdanseren Vanessa og forfatteren Roland. De to udgør et velhavende ægtepar, der på en rejse indlogerer sig på et afsides hotel med beliggenhed ved den franske kyst. Her bliver det meget hurtigt klart, at parret er i en form for krise. Roland var tidligere en succesfuld forfatter, men er nu uden inspiration, og han er langt oftere at finde i baren end bag skrivemaskinen. Vanessa bruger de fleste af dagens timer på værelsets altan med en smøg i hånden og et trist blik ud over havet. Senere finder vi ud af, at den altomsluttende sorg, der præger ægteskabet, bunder i Vanessas fertilitetsproblemer.

”Puh” tænker man i starten. Filmen er over to timer lang, og alt, vi har at fæste vores lid til indtil videre, er to handlingslammede kunstnerklichéer. Men heldigvis kommer der en dag et nygift par til hotellet. De er fulde af ungdommelig livsglæde og ender med, på finurlig vis, at sparke lidt liv i det ellers så sorgfulde par i værelset ved siden af. Der er nemlig et hul i væggen mellem de to værelser, som Vanessa og Roland opdager og udnytter til at lure en smule. Dette løsner på befriende vis en smule op i det isnende forhold mellem ægteparret, men skaber i sidste ende også yderligere problemer.

Poesien dræber dramaet
Hensigten med ’By the Sea’ har, på trods af de store stjerner i hovedrollerne, helt sikkert ikke været at skabe et kæmpehit. Det er en smal film, præget af et poetisk billedsprog og langsomt fortælletempo. Og filmen er bestemt også ganske flot fotograferet. Problemet er bare, at historien er hul og slet ikke kan bære den tunge, poetiske stil, som gennemsyrer filmen.

For nej, de kan ikke få børn, og det er naturligvis et faktum, der kan være utroligt svært at håndtere. Men man mister gradvist sympatien for ægteparret, når filmen gang på gang, og uden nogen form for glimt i øjet, overdramatiserer deres situation. I en af sådanne scener går Vanessa, med en bred sort hat der dækker hendes øjne, langsomt ned imod havet, mens violiner spiller i baggrunden. Herefter ser vi hende entrere hotelværelset drivende våd, hvor hun grædende stammer til sin mand, at ”now my outsides match my insides”. Det skal givetvis opfattes som en smuk billedlig metafor på hovedpersonens følelsesliv, men der er bare ikke nok lag i hverken historie eller karakterer til at det gør indtryk, og det virker derfor i stedet både klodset og prætentiøst.

Midt i al gråden og ulykken finder man dog få glimt af humor og løssluppenhed, og disse fungerer ret fint. Især scenerne, hvor Vanessa og Roland sammen observerer de nygifte naboer have sex igennem hullet i væggen, er gode, da de giver en smule varme til de ellers så kølige hovedpersoner. Deres voyeuristiske tilgang til at finde glæden ved hinanden igen sætter momentvist gang i en tiltrængt positiv udvikling imellem de to, om end det i sidste ende desværre ikke får nogen særlig betydning for hverken ægteskabet eller filmen som helhed.

Ren overflade
’By the Sea’ er uden tvivl en flot film og skildringen af det charmerende hotel, såvel som det omkringliggende landskab, er i den grad indbydende. Men kradser man lidt i overfladen, opdager man hurtigt, at det eneste, der ligger bag, er kummefryserkolde karakterer og en historie, som er så ligegyldig, at den nok ikke var blevet finansieret, hvis ikke det var fordi, instruktøren hedder Angelina Jolie.