I et kort øjeblik er de verdens herskere. I det næste hører de celledøren lukke bag sig.

Hvis selv usle forbrydere i et italiensk fængsel kan leve sig ind i Shakespeares dramaer, kan alle. Det synes at være idéen bag brødrene Paolo og Vittorio Tavianis modernisering af den vittige poets Julius Cæsar.

Bag murene i Rebibbia-fængslet i Rom kan de indsatte en sjælden gang imellem drømme sig ud af deres fysiske tilfangetagelse ved at deltage i tilblivelsen af et teaterprojekt. Som var det en almindelig opsætning, skal der aflægges audition, huskes tekster, laves kulisser og øves roller. Forskellen er kun den, at der her er tale om hårdkogte, kriminelle italienske mænd på rollelisten.

Taviani-brødrene skildrer med Cæsar skal dø på subtil vis de konflikter og bevidsthedsudvidelser, denne tilsyneladende modsætning mellem følelser og forbrydelser, som opførelsen rummer. Og det er et stærkt greb, de anlægger, når de formidler Shakespeare nutidigt. Ved hjælp af det metaplan, som hele tiden optræder sideløbende med prøvernes faktiske udspillen af dramaet, tillades teaterinstruktørens forklaringer af stykket, og vigtige elementer kan gentages, når eksempelvis en scene skal øves flere gange. Det er godt set.

En Djævlens advokat ville måske nok spørge, hvorfor man insisterer på at genopføre Shakespeares originale replikker og så videre – den evindelige diskussion – men dette er dog et af de mest vellykkede forsøg, jeg har oplevet. Og fokus er egentlig ikke Julius Cæsar, men de indsatte, som involverer sig hudløst i teaterkunsten. “Efter jeg har mødt kunsten, er denne celle blevet fængsel,” lyder moralen da også til slut.