Phyllis Nagys nye film fortæller historien om de kvinder, der satte livet på spil for at hjælpe andre, og det gør hun med stor respekt for emnet og de sande figurer, der portrætteres. Et stort og følsomt emne serveret i en velspillet og mundret to-timers film.

Joy Griffin, spillet af Elizabeth Banks, lever et glansbilledagtigt forstadsliv med sin mand og teenagedatter. Hun er den type, der ofte bager til velgørenhed og altid har aftensmaden parat, når hendes mand kommer hjem fra arbejde. For at gøre det hele endnu mere perfekt, venter den lille familie et nyt familiemedlem.  

Deres verden bryder derfor sammen, da Joy får at vide, at hun har en sygdom, der kan betyde, at hverken hun eller hendes baby kommer til at overleve graviditeten. Lægerne mener dog ikke, at hun er berettiget til en abort, og derfor må Joy tage sagen i egen hånd og søge hjælp hos The Jane Collective, en organisation, der i 60’erne hjalp kvinder med at få ulovlige, men sikre aborter. Dette viser sig dog kun at være starten på Joys rejse til selv at blive ”en Jane”.

Søstersolidaritet

Med sit tema om kvindekamp og abortrettigheder, vil mange nok kalde filmen feministisk. Dog er det ikke så meget på grund af den åbenlyse kamp for kvinders ret til kropsautonomi, men i langt højere grad på grund af det venindeskab Joy får med de andre kvinder, der er en del af The Jane Collective. De bånd de knytter ved at hjælpe andre kvinder og hinanden tilføjer en værdi til Joys liv, som intet andet i hendes tilværelse tydeligvis kan.

Med fællesskabet ’Jane’ tilføres hun en mening og et formål, der ligger udenfor at bage snickerdoodles og drikke gin & tonics på verandaen som andre forstadsfruer. Og det var helt klart den handlekraft og omsorg blandt kvinderne, der står i kontrast til den polerede og overfladiske verden Joy ellers lever i, som rørte mig mest.

Fra husmor til?

Elizabeth Banks gør det fremragende som den smukke forstadsfrue, der i starten af filmen er absolut tilfreds med the suburban life men som gradvist træder mere i karakter, som hun udfordres af de mere frisindede kvinder, der kommer på klinikken. Herunder Virginia, spillet af Sigourney Weaver, perfekt castet som organisationens moderfigur og Gwen, spillet af Wunmi Mosaku, som både bliver en hjertevarm veninde men også en knivskarp fortaler for alle dem, der ikke selv kan tale deres sag.

Joy er et symbol på 60’erne som revolutionens årti, hvor oprøret ulmer lige under den pæne overflade. Jeg ville dog ønske, at hun fik lov til at få en lidt mere drastisk udvikling og for alvor ryste forstadens småborgerlighed af sig.  

Instruktøren Phyllis Nagy fortæller i et interview, at hun har forsøgt at fortælle historien i en let tone, for at inviterer til samtale og ikke bare fortælle publikum, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg forstår godt hvor hun vil hen, men konflikten bliver en smule letbenet i en film hvor emnet er så tungt. Dog vil jeg give en stor cadeau for at forholde sig så historisk korrekt som hun gør og undlade (alt for) overdreven hollywoodsk dramatisering. Og det er virkelig en film, der vækker en lyst til at gå hjem og lave en ordentlig omgang research. Ikke mindst fordi emnet er så frygtelig relevant.

Fra 1960’erne til 2022

Historien om The Jane Collective kunne ikke have været bragt frem på et bedre tidspunkt, da den amerikanske Supreme Court i juni 2022 valgte at tilbagerulle Roe v. Wade-lovgivningen, og dermed gav retten til at bestemme over kvinders kroppe tilbage til staten. Roe v. Wade-sagen var netop det, der gjorde det muligt for The Jane Collective og andre illegale abortklinikker at nedlægge arbejdet i 1973, da abort nu var lovliggjort. Filmen er derfor en oplagt mulighed for at sætte endnu mere gang i debatten om den stigende tendens til at tilbagerulle tidligere generationers landvindinger.

Call Jane ikke et filmisk eller dramaturgisk mesterværk, men det behøver den heller ikke, for den sande historie er god og endnu vigtigere; den er sindssygt relevant. Filmen viser os, hvor langt vi er kommet med både lægevidenskaben og ligestillingen, men også hvor langt vi alligevel har at gå – problemer og udfordringer for kvinderne i filmen er STADIG problemstillinger i 2022. Alt i alt er det en varm og kærlig film, der handler om, hvad man kan udrette, hvis man står sammen og som serverer kvinders kamp for rettigheder på en måde så alle kan være med.