Sanselig, sensuel, vidunderlig og betagende. Det og meget mere er ’Call Me by your Name”

Forventninger er en underlig ting. Er de for lave kan man blive positivt overrasket og det omvendte ved for høje – skuffelsen når man går ud fra biografen er en usædvanlig bitter en. Tør jeg overhovedet have forventninger mere?

Trusler om venskabers ophør, hvis ikke man kan lide en af årets måske mest hypede film er både komisk, men også en konstant reminder; hvad hvis jeg som den eneste i verden ikke synes godt om den her film? ”Du vil elske den!”… vil jeg?

Elio (Timothée Chalamet) er 17 år og bor sammen med sin familie i Norditalien i sommeren 1983. Faren (Michael Stuhlbarg) er professor og da hans nye assistent, Oliver (Armie Hammer), kommer for at hjælpe med noget research-arbejde, ændres Elios liv for evigt.

En kærlighedshistorie
Den er en underfundig oplevelse. Der spildes ikke tid den sædvanlige etabler-karakter-og-setting-leg, som ellers er kutyme de første 15-20 minutter. Indenfor de første 5 minutter er alle personer med og derefter får vi små bider at vide om dem. Men det er fint og afspejler den ligefremhed og vitalitet, som filmen og rollerne emmer af.

Hammer er en adonis-skulptur vækket til live og Chalamet rammer kompleksiteten i teenageren perfekt; bravado og kækhed det ene øjeblik, det næste en lille dreng, der overrumples af de mange følelser, som han ikke kan kapere.

Hver for sig er gode, men sammen er de fantastiske. Deres kemi er elektrisk og alene deres fysiske skuespil, hvad enten det er store armbevægelser eller fine stryg med fingerespidsen, så er det fængslende.

Skønhed og accept
Lige så forførende Oliver og Elio virker på hinanden, ligeså er det visuelle og, ikke mindst, lyden indtagende for mig. Frodigheden i det italienske sender dig lystige blikke, mens lyden nipper i dit øre og hvisker søde ting, så du smiler fjoget.

De søde ting er pakket ind i et lækkert sprog, der flyder som den vidunderligste nektar. Jeg har ikke læst forlaget fra André Aciman, så jeg ved ikke hvor hans ord ophører og manuskriptforfatter James Ivorys starter. Det er egentlig også lige meget, men har man tidligere stiftet bekendtskab med Ivorys film og især hans versioner af E.M. Forsters værker, så aner man et sjæleslægtskab.

For undertegnede findes filmens emotionelle højdepunkt henimod slutningen. Derfor skal der naturligvis ikke røbes for meget, men en ting tør jeg godt sige: Michael Stuhlbarg har leveret flere fine præstationer i sin karriere, men dette er han absolut bedste. Han er levende og enigmatisk hele filmen igennem, men cirka 6 minutter til slut er ypperlige. Stadig med den vigør, som kendetegner hans karakter, men her også lettere sørgmodig, håbefuld og ikke mindst accepterende. Der kom en lille klump i halsen hos mig.

Et smukt øjeblik
’Call Me by Your Name’ er den brusende sommerforelskelse, som ikke giver slip. Den er det glimt i øjet du får, når du husker tilbage på den. På forunderlig vis er det lykkedes instruktør Luca Guadagnino og resten af holdet at indfange samtlige nuancer i en forelskelse, fra spirende begær til de stille lykkelige øjeblikke, hvor flygtige de end må være.

Elsker jeg den her film? Min første tanke var nej, men jeg kunne ikke slippe den. Der er noget særligt, som jeg ikke kan sætte ord på. Sjældent har en film formået at gøre det ved mig i en sådan grad, som her. For det, er der kun et ord der slår til – tak.